Siden prinsesse Haya tidligere på året forlod både kongedømmet og sin mand, Dubais magtfulde hersker, og tog sine to børn med sig, har ingen med sikkerhed vidst, hvor hun befandt sig.

Tirsdag dukkede hun dog op i London, hvor et spektakulært retsligt opgør begyndte.

Og noget tyder på, at hendes mand, den 70-årige sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, har gjort kvinderne i sin omgangskreds svært utilfredse. Sidste år forsøgte hans datter prinsesse Latifa på 33 år at flygte.

Forsøget mislykkedes, men forinden nåede prinsessen at uploade en video af sig selv på de sociale medier, hvor hun fortalte om, at hun var blevet undertrykt hele sit liv, og at hun frygtede for sit liv.

Prinsesse Haya med sin mand, den 25 år ældre sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoum.
Prinsesse Haya med sin mand, den 25 år ældre sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoum. Foto: Luke MacGregor
Vis mere

Og tilsyneladende er det problemer af samme karakter, som prinsesse Haya og hendes børn har, og som var årsag til, at den 45-årige prinsesse valgte at flygte.

Angiveligt rejste hun væk i en privatjet til Tyskland, hvor hun menes at have søgt asyl, før hun satte kursen mod England.

Prinsessen, der er datter af den tidligere konge af Jordan, og som er uddannet på universitetet i Oxford og har en karriere som elitespringrytter bag sig, flygtede tilsyneladende fra sin husbond, fordi hun 'frygtede for sit liv', skriver de britiske medier.

Desuden har hun søgt retten om beskyttelse i henhold til 'vold i hjemmet', skriver blandt andet The Telegraph. Dertil kommer, at prinsessen også har søgt om beskyttelse af sine børn, da hun frygter, at sheiken vil få dem udleveret.

Prinsesse Haya har tidligere været en habil konkurrencerytter.
Prinsesse Haya har tidligere været en habil konkurrencerytter. Foto: SIGI TISCHLER
Vis mere

Blandt andet har prinsessen søgt om 'beskyttelse mod arrangeret ægteskab' for et af sine børn.

Det retslige opgør er endnu kun i den spæde fase, men britiske medier spår, at sagen kan ende som et af de største skilsmisse- og børneopgør i britisk historie.

Samtidig formodes sagen at give indblik i, hvordan kvinder bliver behandlet i de royale gemakker i Dubai.

Hvis sagen ender som en skilsmissesag, kan parret ende med at slås om 4,5 milliarder pund svarende til 36,6 milliarder kroner, anslår eksperter over for Daily Mail. Sheikens formue anslås at være på ni milliarder pund.

Prinsesse Haya har nære forbindelser til prins Charles og hans kone, hertuginde Camilla.
Prinsesse Haya har nære forbindelser til prins Charles og hans kone, hertuginde Camilla. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Og der er også lagt op til det store retslige brag fra de to hovedpersoners side.

Prinsesse Haya har hyret den kendte skilsmisseadvokat baronesse Fiona Shackleton, der har fået tilnavnet 'stål-magnoliaen' efter sin håndtering af skilsmissen mellem prins Charles og prinsesse Diana.

Sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum har fået fat i kendisadvokaten Helen Ward, der var hyret af Guy Ritchie, da han skulle skilles fra Madonna.

Ifølge britiske medier blev der nedfældet en del restriktioner i retten i forhold til, hvilke oplysninger der må viderebringes.

Både sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum samt prinsesse Haya bin Hussein kender den engelske dronning godt.
Både sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum samt prinsesse Haya bin Hussein kender den engelske dronning godt. Foto: Toby Melville
Vis mere

Derfor må medierne ikke nævne alder og køn på parrets børn, samt hvilket barn prinsessen frygter skal blive gift mod sin vilje. Det vides heller ikke, hvem 'beskyttelsen mod vold i hjemmet' gælder for.

Dog kom det frem, at de to royale børn bor sammen med deres mor i hendes hjem i Kensington i det vestlige London i et hus til 85 millioner pund.

Prinsesse Haya er sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoums sjette kone. Parret blev gift i 2004.

Både sheiken og prinsesse Haya beskrives som nære bekendte af det britiske kongehus.