Udefra set lever han et helt normalt teenageliv. Han har ørering i øret, render rundt i store T-shirt og passer sin ballettræning, hvor drømmen er en dag at stå på scenen i Det Kgl. Teater.

Men historisk set er 19-årige Ludwig af Rosenborg ikke helt almindelig. Han er tipoldebarn af Christian X og kunne faktisk have været prins eller kronprins i dag, hvis ikke tronfølgeloven var blevet ændret. I en ny dokumentar kommer han ind på sin families skæbne.

»Egentlig kunne jeg være prins. For som I måske kan se, så er arveprins Knud min oldefar,« lyder det fra den unge balletdanser i DR-dokumentaren 'Hvorfor er Ludwig ikke konge?'.

Ludwig af Rosenborg er ældste søn af komtesse Camilla af Rosenborg, der er mellemste datter af den nu afdøde grev Christian af Rosenborg.

Ludwig af Rosenborg er søn af Camilla af Rosenborg, som er barnebarn af prins Knud.
Ludwig af Rosenborg er søn af Camilla af Rosenborg, som er barnebarn af prins Knud. Foto: Balthazar Hertel
Vis mere

Da Christian af Rosenborgs storebror, grev Ingolf, aldrig har fået børn, kunne det have været et af Christian af Rosenborgs børn, der i dag ville være tronfølger, hvis grev Ingolf var konge.

Ludwig af Rosenborg er den ældste mandlige slægtning efter Christian af Rosenborg.

Teknisk set kunne tronen også være tilfaldet hans fætter Julius af Rosenborg, der er søn af Camilla af Rosenborgs tvillingesøster, Josephine af Rosenborg.

Men i DR-dokumentaren er det altså Ludwig af Rosenborg, som der er fokus på.

Ludwig drømmer om at blive en dygtig balletdanser.
Ludwig drømmer om at blive en dygtig balletdanser. Foto: Balthazar Hertel
Vis mere

»Denne historie er en skæbnehistorie. En historie om en familie, der blev splittet. Nogle fik lov til at beholde deres privilegier. Andre mistede dem. Dem, der tabte deres kongerige, var min familie,« fortæller Ludwig i dokumentaren.

Egentlig har historien om arveprins Knud og grev Ingolf altid været beskrevet som ganske udramatisk. Familien har aldrig gjort offentligt oprør over det tabte kongerige, og i medierne har de ofte fortalt, at de ikke taler om det i familien.

For nylig fortalte grev Ingolf dog i et interview med B.T., at det dog alligevel var noget, der påvirkede både hans far, arveprins Knud, og ham selv en del.

Og det indtryk får man også i dokumentaren med Ludwig af Rosenborg, hvor også hans mor medvirker.

Grev Christian af Rosenborg med tvillingerne Camilla og Josephine af Rosenborg, mens grevinde Anne Dorte holder deres yngste datter, Feodora af Rosenborg.
Grev Christian af Rosenborg med tvillingerne Camilla og Josephine af Rosenborg, mens grevinde Anne Dorte holder deres yngste datter, Feodora af Rosenborg. Foto: EGON ENGMANN
Vis mere

Hun fortæller blandt andet, hvordan hun i sin barndom besøgte sine bedsteforældre på Sorgenfri Slot, og i hendes parcelhus i Birkerød, hvor Ludvig fortsat bor, vidner de røde antikke velourstole, de udskårne kommoder samt de mange malede portrætter om den kongelige fortid.

På spørgsmålet, om hun tror, at arveprins Knud var okay med 'det, der skete i 1953', svarer hun:

»Jeg tror helt klart, at han har været skuffet over det og skuffet på sine sønners vegne måske. Mest på Ingolfs vegne. At hans familie skulle køres ud på et sidespor.«

Ifølge Camilla af Rosenborg viste hverken hendes farfar eller farmor bitterhed omkring det.

»Men det er jo godt, at vi kan klare os selv. Bare vi er glade og raske,« tilføjer hun dog efterfølgende, hvilket giver fornemmelsen af, at serien alligevel ripper lidt op i et åbent sår.

Den fornemmelse går igen, når Ludwig af Rosenborg fortæller, at han glæder sig til en dag at blive så god en balletdanser, at han kan stå og bukke op til kongelogen:

»Et sted, hvor jeg i en anden verden selv kunne have siddet,« konstaterer han.

I dokumentaren forsøger Ludwig af Rosenborg med hjælp fra historiker Mie Ellekilde også at finde frem til, hvad der egentlig gik forud for ændringen af tronfølgen.

Ludwig er oldebarn af arveprins Knud. Han har ikke nogen kongelig titel. Men det kunne han have haft, hvis tronfølgeloven ikke var blevet ændret.
Ludwig er oldebarn af arveprins Knud. Han har ikke nogen kongelig titel. Men det kunne han have haft, hvis tronfølgeloven ikke var blevet ændret.
Vis mere

Ifølge historikeren har arveprins Knud kun en enkelt gang udtalt sig kritisk om ændringen af tronfølgeloven.

Der fortalte han, at 'der er blevet begået et trick imod ham'. I serien forsøger de at komme frem til, hvad det trick drejer sig om.

Blandt andet besøger man Knud Eriksen, der er søn af den daværende statsminister, Erik Eriksen, som stod bag ændringen af tronfølgeloven.

Knud Eriksen har fundet et dokument i sin afdøde fars fortrolige arkiver, der viser, at arveprins Knud protesterede mod lovændringen.

I en anden verden kunne Ludwig af Rosenborg være blevet konge.
I en anden verden kunne Ludwig af Rosenborg være blevet konge. Foto: DR
Vis mere

'På min families og mine egne vegne tager jeg forbehold for, at det er lovligt, det I er i gang med,' lød det blandt andet fra prinsen.

Ifølge historiker Sebastian Olden-Jørgensen er det ikke overraskende, at prinsen formelt har givet indsigelser:

»Han havde ikke mulighed for så meget andet. Han valgte at markere formelt, at han var imod, og han kørte ikke konflikten videre. Han bøjede sig og lavede ikke problemer,« siger han.

Serien 'Hvorfor er Ludwig ikke konge?' bliver sendt på DRTV hver onsdag og på DR2 hver torsdag. Der er i alt fire afsnit.