Jeg vil gerne indlede den her anmeldelse med at slå fast, at jeg har været fan af Wu-tang stort set hele mit liv.

Derfor er det også med blødende hjerte, at jeg skriver det følgende.

Wu-tangs koncert på Orange Scene fredag aften var en stor skuffelse.

Gruppen har omkring 30 år på bagen. Og fredag kunne et af gruppens bærende medlemmer Rza fejre sin 50 års fødselsdag.

Og det kan mærkes, at en af hiphop-historiens vigtigste og mest betydningsfulde grupper er blevet gammel.

De otte medlemmer, som var med på Orange Scene, kan med et par undtagelser bedst beskrives som saltstøtter.

I store dele af koncerten stod langt de fleste medlemmer højest med en arm over hovedet eller rokkede sagte frem og tilbage på stedet.

Undtagelserne er førnævnte Rza, som gang på gang forsøgte at få gang i en stemning.

Den anden er det afdøde medlem Ol’ Dirty Bastards søn - Young Dirty Bastard - som ved aftenens koncert dog havde fået en væsentlig mindre rolle end ved koncerten i Royal Arena tidligere på året.

Energimæssigt var han med til at løfte det ellers ret sløve show på Orange.

Ser man på selve rappen på scenen, var det heller ikke specielt godt.

Gruppen har som nævnt tre årtier på bagen, men medlemmernes lyriske leverancer på scenen lignede mere, at de nærmest ikke havde stået på en scene sammen før.

Flere gange blev der råbt i munden på hinanden. Og flere gange ramte de ikke beatet.

En god portion mennesker var mødt op til koncerten. Men det tyndede stille og roligt ud, som koncerten skred frem.

Og selvom gruppen har - og spillede - adskillige store hits som ‘Gravel Pit’, ‘Cream’, ‘Wu-tang Clan ain’t nuthing to Fuck wit’, ‘Protect ya neck’ og mange andre, så var nogle af de største jubelbrøl fra publikum, da gruppen spillede cover-numre af Beatles-nummeret ‘Come together’ og Luniz-hittet ‘I got 5 on it’.

Meget symptomatisk var aftenens højdepunkter til koncerten, da Wu-tang fik alle foran Orange til at hoppe og synge med på House of Pains ‘Jump around’ og Nirvanas ‘Smells like teen spirit’.

Fedt nok, de vil starte en fest. Men det kunne en dj, du aldrig har hørt om, også have gjort. Og det her er altså ikke en tilfældig gruppe med tre hits i bagkataloget. Det er Wu-tang Clan.

Heldigvis lykkedes tricket dog, og festen blev kickstartet. Men desværre ikke for det, man kunne have håbet.

Selvom det naturligvis altid er dejligt med et  gensyn med sine forbilleder, så var det alligevel en lidt sørgelig koncert fredag aften.

Øv!