Kender du det, når du står til en koncert og bare vil have en fest, og så spiller popstjernen på scenen kun 'ukendte nye numre'?

I mangel af bedre var svenske Robyn udset til at være et hovednavene på årets Roskilde Festival, og koncerten, der fredag nat skulle få årgang 2019 til at peake, men der gik desværre ny musik i den.

Det 40-årige popfænomen, der for ni år siden cementerede sin plads i historiebøgerne med albumtrilogien ’Body Talk 1,2,3’, har på det seneste ikke haft samme succes med comebackalbummet ’Honey’, hvilket blev lidt for tydeligt i Roskilde.

Bortset fra en enkelt afstikker med ’Indestructible’, brugte Robyn den første time på sine nye sange, der lagde en stor dæmper på den forventningsfulde nattefest, hvor man altså ikke er kommet for at se på kunst.

Robyn havde god energi, ambitionsmæssigt manglede hun ingenting med et flot sceneshow, men i længden blev hendes dance-techno bedøvet af pænt kedelige uophidsende intermezzoer.

»Hvis hun skifter tøj én gang til så går vi hjem,« lød det tørt fra en kvinde blandt publikum, da Robyn overlod scenen til en baggrundsanser i en lidt for lang pause.

Robyn har en stor plads i danskernes hjerte, og selvom hendes insisteren på at spille nyt materiale efterhånden fik folk til at sive fra pladsen, var der god opbakning fra start til slut.

På den måde kunne Robyn spille, hvad hun ville, folk skulle nok klappe.

Det rører dog ikke ved, at den største del af Robyns, på papiret store brag i Roskilde - sammenlignet med forventningerne blev årets skuffelse.

Selvfølgelig reddede hun den hjem til sidst.

Med hits som ’Dancing On My Own’, ’Missing U’, ’Call Your Girlfriend’ og som ekstranummer ’With Every Heartbeat’ blev publikum effektivt sendt hjem i seng med verdens største smil.

Men man skulle nok have været kæmpe fan helt oppe foran for ikke at være gået hjem med en lidt ærgerlig fornemmelse.