Sol, sommer, strand … og afslapning. Ja, sommerferien og turen til sydens sol venter lige om hjørnet for mange danskere.
Men i fremtiden kan den blive helt anderledes, end vi har været vant til.
Hvad siger du eksempelvis til en solferie til Nantes i Vestfrankrig? Eller at badeferien på Mallorca finder sted i … november?
Det kan om nogle år være helt normalt på grund af den globale opvarmning, som giver højere sommertemperaturer over hele Europa.
Vi har allerede oplevet det i år, hvor flere personer er omkommet under en historisk tidlig hedebølge i Grækenland, og så sent som i sidste uge slog sundhedsmyndighederne i Italien alarm, fordi temperaturen flere steder i den sydlige og centrale del af landet rundede de 40 grader.
De højere temperaturer har endnu ikke påvirket danskernes rejsemønstre, men rejsearrangørerne har øje på udviklingen, som kan få betydning for dine sommerferieplaner i fremtiden.
Eksempelvis fortæller TUIs kommunikationschef Mikkel Hansen til TV 2, at en forlængelse af feriesæsonen på populære destinationer som Grækenland, Mallorca, Cypern, Tyrkiet og Italien er noget, rejsearrangøren overvejer.
»I fremtiden kan vi sagtens se ind i, at disse destinationer holder åbent i endnu længere tid end tidligere. Måske et stykke ind i november,« siger Mikkel Hansen til TV 2.
Meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm fortæller til samme medie, at Mellemeuropa fremover vil få den type sommervejr, der hvert år får hundredtusinder af danskere til at rejse til Middelhavsområdet i øjeblikket.
Med 25-30 grader om sommeren kan det gøre eksempelvis Sydengland, det vestlige Frankrig og den spanske nordkyst til populære solferiedestinationer i fremtiden.
Foreløbig er alt dog ved det 'gamle'. Spanien, Italien og Grækenland er stadig danskernes foretrukne rejsemål.
Kokken Hannah Grant giver sig sine bedste sparetip til madbudgettet og sit bedste tip til prepping-mad i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.