Først var det SAS, og nu truer Norwegian også med at flytte ruter fra Københavns Lufthavn til Arlanda i Stockholm.

Det oplyser Sara Westphal Emborg Neergaard, der er landechef for Norwegian i Danmark, til Børsen.

Truslen kommer ene og alene på baggrund af paskontrollen i Københavns Lufthavn, som har ført til lange køer. I værste tilfælde har det betydet, at nogle passagerer har misset deres fly.

Det er blot et par uger siden, at 20 passagerer missede et fly til London, fordi de stod i kø i halvanden time, siger Sara Westphal Emborg Neergaard og beskriver, at det er »alt for mange«.

Hun understreger dog, at det ikke bliver i år, at Norwegian rykker en række ruter fra København til Stockholm.

Men fortsætter den dårlige stime henover sommeren, kan det blive en realitet.

Ifølge Norwegians landechef i Danmark er det ikke så lige til at løse problemet.

For lufthavnen mener, at det er politiets opgave at sende flere ressourcer til paskontrollen, mens politiet sender ansvaret tilbage til lufthavnen.

Alt andet lige besluttede regeringstoppen i marts at sende omkring 60 ekstra betjente til paskontrollen i Københavns Lufthavn.

Det skete få dage efter, at SAS havde advaret daværende justitsminister Peter Hummelgaard om, at selskabet ville rykke en række flyvninger.

Hummelgaard, der i dag er finansminister, ønsker ikke at kommentere på forløbet, men skriver til Børsen, at han er »meget optaget« af lufthavnen.

Samuel Rude, trafikchef i Københavns Lufthavn, udtaler, at det er manglende mandskab hos politiet, der er skyld i de lange køer.