SAS har haft planer om at flytte trafik fra København til Sverige
Problemer med lange køer ved paskontrollen i Københavns Lufthavn har skabt frustration hos SAS.

Problemer med lange køer ved paskontrollen i Københavns Lufthavn har skabt frustration hos SAS.

SAS havde tidligere på året planer om at flytte flere fly fra Københavns Lufthavn til den svenske lufthavn Arlanda, hvis ikke der blev fundet en løsning på lange køer ved paskontrollen.
Det skriver Børsen, som har søgt aktindsigt i forløbet og talt med en række kilder. SAS bekræfter også forløbet over for mediet.
Den 12. marts skrev Mads Brandstrup, der er direktør for kommunikation i SAS, i et brev til Justitsministeriet og Finansministeriet, at selskabet "i nogen tid" havde været stillet i udsigt, at der skulle fremlægges en plan for bemandingen af paskontrollen i Københavns Lufthavn.
Han konstaterede dog i brevet, at selskabet nu forstod, at politiet ikke "agtede at fremlægge den lovede plan inden det kritiske tidspunkt for ikrafttrædelsen af EES-reglerne (grænsekontrolsystem, red.) til april".
- På den baggrund er vi desværre blevet nødt til at iværksætte planlægningen af reduceret kapacitet i København, hvor fly rykkes til Arlanda Lufthavn i stedet. Vi drøfter dette på bestyrelsesmøde i SAS på onsdag i næste uge, lød det den 12. marts.
Fem dage senere udstak Justitsministeriet og politiet en garanti om at flytte cirka 60 ekstra betjente ud til lufthavnen frem til efterårsferien, skriver Børsen.
Berlingske skrev i februar, at det nye grænsekontrolsystem skabte problemer for en række lufthavne rundt omkring i Europa, og at forsinkelserne i flere tilfælde betød, at passagerer ikke nåede deres fly.
Problemerne opstod som følge af det såkaldte EES-system, som ifølge Berlingske har skullet erstatte stemplet i passet. Derudover kræver det, at alle ikke-EU-borgere registreres med fingeraftryk og foto, når de første gang krydser en grænse til Schengen-området.
I slutningen af maj skrev DR, at turister fra Storbritannien var blevet advaret om, at det kunne tage længere tid at komme gennem paskontrollen i Københavns Lufthavn som følge af systemet.
- Rejsende, der flyver til og fra Københavns Lufthavn fra destinationer uden for Schengen-området (herunder Storbritannien), oplever lange forsinkelser i paskontrollen, skrev det britiske udenrigsministerium ifølge DR.
Få dage senere lød det fra Ekstra Bladet, at passagerer havde stået i kø i en times tid for at få tjekket deres pas i København.
Københavns Lufthavn kaldte ifølge Ekstra Bladet ventetiden for "uacceptabel".
- Vi har en god dialog med politiet, der arbejder på at sikre bemanding. Fra lufthavnens side gør vi, hvad vi kan, for at flytte passagerer mellem grænseovergange, så kapaciteten udnyttes bedst muligt, skrev Lise Agerly Kürstein, der er kommunikationsdirektør i lufthavnen, i en mail til Ekstra Bladet.
Københavns Politi, der varetager opgaven med paskontrol, oplyste i den forbindelse til mediet, at det havde tilført "væsentligt flere ressourcer" til grænsekontrollen i lufthavnen, end tilfældet var i 2025.
/ritzau/