Efter den tyske rejsegigant FTI Group mandag er blevet begæret konkurs er manges spørgsmål selvfølgelig, hvad det betyder for danskere, der skal på charterferie.
Det er nemlig Europas tredjestørste rejsearrangør med mere end 11.000 ansatte på kontorer i Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland, Frankrig og Storbritannien.
»FTI Group er en kæmpe spiller på det europæiske rejsemarked. Men selskabet har ikke rejser direkte fra Danmark,« siger Jakob Hahn, der er branchedirektør i Danmarks Rejsebureau Forening.
Hvordan er danskere stillet, hvis de har købt en rejse med FTI Group, hvor de flyver fra Hamborg eller anden udenlandsk by?
»Er der købt en pakkerejse med både fly og hotel, så gælder det i pakkerejseloven, at man får pengene tilbage ved en konkurs, og det direktiv gælder i hele EU,« siger Jakob Hahn.
Det er dog vigtigt, at der er tale om en egentlig pakkerejse.
»Der skal både skal være fly og hotel i bestillingen for, at det omfattes af pakkerejseloven,« siger han.
Selve ansøgningen om at få pengene tilbage skal foretages på en anden måde, end hvis det var dansk rejseselskab.

»Man kan skrive til selve det konkursramte bo, altså FTI Group, så det kommer med i konkurskravet, og så bør man skrive til den tyske udgave af Rejsegarantifonden,« siger Jakob Hahn.
Den tyske version af Rejsegarantifonden kan ses her.
Branchedirektøren kan ikke sige, hvor lang tid der vil gå, før ramte kunder får pengene retur.
»I Danmark plejer der at gå to måneder, men i forhold FTI Groups konkurs kan jeg ikke sætte et tidspunkt på, hvor længe det må forventes at tage,« siger han.
Hør mere om vilde prisfald - og ikke mindst de seneste prisfald på flere Tesla-modeller i sidste uge - i den seneste udgave af Spar Kassen.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

