Det er slut for en af Europas absolutte rejsegiganter.

Og det vil påvirke titusindvis af kunder, der nu ikke mindst kan se frem til ændrede sommerferieplaner.

For tyske FTI Group er gået konkurs, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Det er Europas tredjestørste rejsearrangør med mere end 11.000 ansatte på kontorer i Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland, Frankrig og Storbritannien.

FTI Group sender årligt omkring syv millioner kunder på ferie.

I en udmelding fra selskabet lyder det, at man vil forsøge at gennemføre rejser for de kunder, der allerede er er taget afsted, som planlagt.

Men: »Rejser, der endnu ikke er påbegyndt, vil fra tirsdag formentlig ikke længere være en mulighed eller kun delvist muligt.«

Som det formuleres.

tip os
Er du ramt af konkursen, så vil B.T. gerne høre fra dig. Kontakt os her.

Konkursen kommer efter, at det ellers i april lød, at en nu gruppe af investorer var klar til at smide penge i FTI Group, der i en længere periode har haft udfordringer.

Det har dog ikke hjulpet.

»Bookingtallene har været langt under forventningerne trods de positive nyheder,« konstaterer selskabet, der videre oplyser, at man har mangler likviditet, da »adskillige leverandører har insisteret på at blive betalt forud«.

De tyske myndigheder har slået fast, at man er klar til at hjælpe de rejsende, der på grund af konkursen vil opleve problemer på igangværende rejser.