Charlotte Wind Sild og hendes mand havde sat næsen op efter at vende tilbage til deres lille favoritsted i Tyrkiet.

Hundepensionen var på plads, og ferien fra arbejdet var klappet af.

Men otte dage før afrejse kom den nedslående besked fra Sunweb: Rejsen til Bodrum var aflyst med øjeblikkelig virkning

»Jeg var maks presset. Vi havde jo planlagt alt, og pludselig sad vi bare og tænkte: ‘Det er bare løgn’« siger 53-årige Charlotte Wind Sild fra Horsens.

Og særligt Sunwebs tilbud til de ramte kunder får hende op i det røde felt.

I mailen lyder det, at kunderne enten kan få pengene tilbage eller 750 kroner i rabat per voksen ved ombooking. Men der følger en betingelse med:

‘Dog skal der være tale om en ferie med afrejse fra enten Billund, Aalborg eller Kastrup ved en ankomstlufthavn i Tyrkiet i sommersæsonen 26,’ står der i mailen.

»Det synes jeg simpelthen er noget svineri. Vi rejser jo normalt ikke om sommeren, fordi det er alt for varmt, og samtidig er rejserne markant dyrere,« siger Charlotte Wind Sild, som synes kompensation »er til grin.«

I alt er omkring 200 personer ramt af lignende aflysninger i henholdsvis Tyrkiet og Egypten, oplyser Sunweb.

»Krigen i Mellemøsten har desværre betydet, at efterspørgslen på rejser til visse rejsemål har været dalende. Det har desværre umuliggjort, at vi har kunnet gennemføre de planlagte flyvninger,« siger Sunwebs nordiske landechef Jan Lockhart.

Hvorfor forlanger I så op til, at de ramte kunder skal ombooke til netop Tyrkiet?

»Vi antog, at rigtig mange af dem, der havde haft en rejse til Bodrum, stadig gerne ville til Tyrkiet,« siger landechefen.

Efter B.T.s henvendelse lyder det dog pludselig, at kunderne alligevel ikke er bundet til Tyrkiet eller sommerperioden.

»Det kunne måske godt have været præciseret tydeligere. De må ombooke til hvor og når de vil, og kan også vælge en rejse i 2027, når der er åbnet op for bookingerne,« siger Jan Lockhart.

Han fastholder dog samtidig, at Sunweb ikke vil tilbyde kunderne mere end de 750 kroner i rabat pr voksen.

Charlotte Wind Sild har siden modvilligt booket en ny rejse gennem Sunweb, fordi datoerne skulle passe med hendes mands ferie, hundepensionen og afrejse fra Billund.

»For os var det med armen vredet om på ryggen, at det blev Sunweb igen, men det var det eneste rejseselskab, der kunne passe ind. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne havde set det anderledes,« siger hun og tilføjer:

»Og det bliver slet ikke den ferie, vi havde glædet os til. Nu skal vi til Kos på sådan et stort all inclusive-sted, men vi er mere til små hyggelige steder og side på en restaurant med et menukort.«

Hun kan dog glæde sig over, at ferien ikke bliver dyrere end ventet. 

Maria Husted, der har købt charterrejse til Tyrkiet gennem rejseselskabet TUI, blev ramt af kæmpe bommert i forbindelse med omlægning af rejsen. Læs mere HER.