Presset på det udskældte rejseselskab Travellink vokser.

Som det fornyligt kom frem i B.T. har Camilla Lohmann ikke fået de 15.165 kroner tilbage, hun betalte Travellink for ferietur med sine to børn til Mallorca, der endte med at blive aflyst.

Det var flyselskabet SAS, der på grund af en strejke var skyld i, at Camilla Lohmann og børnenes flyrejse i juli 2022 ikke blev til noget. 

Men SAS slår nu fast, at det er Travellink, Camilla Lohmann skal kontakte for at få pengene tilbage.

For halvandet år siden blev pengene for flybilletterne nemlig ført tilbage til Travellink fra SAS.  

»Da rejsen er købt via Travellink og aftalen er mellem dem og kunden, er det til Travellink, kunden skal henvende sig,« skriver Alexandra Lindgren Kaoukji, som er pressechef i SAS, i en e-mail til B.T.

Men vil I ikke spørge Travellink om, hvorfor pengene ikke er overført til kunden?  SAS bør vel også være interesseret i, at kunderne får pengene for billetterne retur, når det er en strejke hos SAS, der er skyld i, at flyet bliver aflyst.

»Vi ønsker altid, at vores kunder får den bedst mulige oplevelse hos os i SAS, og vi gør altid vores yderste for at imødekomme kundernes forventninger til os. Men når du køber din rejse gennem en tredjepart såsom Travellink, er det dem, der håndterer handlen, og så skal der også tages kontakt til dem for at håndtere eventuelle refusioner,« skriver pressechefen hos SAS og tilføjer: 

»Jeg tror, ​​det ville være godt at stille spørgsmålet til Travellink. De bør kunne redegøre for den nøjagtige proces og have den mest relevante og præcise information.«

'Fuldstændig skruppelløst og rædselsfuldt'
Camilla Lohmann mener ikke, at SAS kan klandres for, at pengene ikke er ført videre fra Travellink til hende. 

Hun peger på, at skylden alene ligger hos Travellink. 

»Det er et fuldstændig skruppelløst og rædselsfuldt selskab, der beholder pengene, selv om SAS har sendt dem retur for det aflyste fly,« siger hun.

Siden tirsdag har B.T. forsøgt at få svar fra Travellink om, hvorfor de 15.166 kroner ikke er sendt tilbage til hendes konto, når det er halvandet år, siden de er betalt tilbage fra SAS.

B.T. ringede fredag til deres hovednummer, hvor vi blev stillet om til en engelsktalende medarbejder, der to gange sagde 'I am sorry', da hun blev præsenteret for Camilla Lohmanns sag.

Hun kunne dog ikke sige andet end, at Camilla Lohmann igen skal kontakte Travellink og give sine oplysninger, og så ser Travellink på sagen. 

Den oplysning glæder trods alt Camilla Lohmann. 

»Fantastisk at høre. Det er aldrig lykkedes mig at finde et telefonnummer, som et menneske svarede på. Jeg ringer til dem i morgen,« siger hun.

'Klag til Trafikstyrelsen'
Vibeke Myrtue Jensen, der er politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, slår fast, at forbrugerne kan ende med at være kastebold mellem Travellink og flyselskab.

Hun har et godt råd, hvis Camilla Lohmann og de andre utilfredse kunder ender med ikke at få noget ud af sin kommende samtale med Travellink.

»Hvis der ikke kommer noget ud af det, så skal man klage til Trafikstyrelsen, som i sidste ende vil holde flyselskabet ansvarligt,« siger hun. 

Men hvad når flyselskabet allerede har overført pengene til Travellink for den pågældende passagers aflyste fly helt tilbage til 22. december 2022, men Travellink ikke har udbetalt nogen af dem til passageren?

»De skal klage til Trafikstyrelsen, der gør flyselskabet ansvarlig i sidste ende. Retspraksis er ikke fuldstændig klar, da der er domme, der går i flere retninger,« siger Vibeke Myrtue Jensen.

Hvordan ser den perfekte burger ud? Og hvad med den perfekte pomfrit? Vigtigere endnu: Hvordan sparer du penge, når du spiser fastfood? Få alle svarene i det seneste afsnit af Spar Kassen, hvor B.T.s fastfoodanmelder, Henrik Ørholst, gør os klogere.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.