Glem de store lønstigninger.
Det er meldingen fra firmaejeren Per Møller i forbindelse med forhandlingerne om løn og arbejdsforhold for 850.000 ansatte i de private virksomheder, der mandag formiddag er gået i gang.
»Økonomien er ikke til, at vi kan give en stor lønstigning. Vi er ved at være presset til det yderste, og vi skal tjene flere penge for at give mere i løn,« siger Per Møller, der er ejer af stålvirksomheden KSM Steel, der ligger mellem Vejle og Horsens.
Reaktionen kommer, efter formanden for HK Privat, Kim jung Olsen, har sagt, at danskerne den her gang skal have en lønstigning, der betyder, at der kommer mere købekraft.
Det vil betyde, at lønnen skal stige mere end inflationen, der forventes at være på 1,5 procent i 2025.
»Det går godt ude i virksomhederne, og vi har en historisk lav ledighed. Hvis det ikke er nu, vi skal have en reallønsfremgang, så ved jeg ikke, hvornår det skal være,« lyder det fra Kim Jung Olsen til DR inden mandagens forhandlinger.
Og overvismanden Carl-Johan Dalgaard har sagt til TV 2, at forventning er, at lønnen på det private arbejdsmarked vil udvikle sig med cirka tre procent om året i de kommende år.
Men de knap 100 ansatte KSM Steel må forstå, at det har konsekvenser, hvis der skal være store lønstigninger.
Virksomheden leverer til vindmøllebranchen, hvor det går dårligt i øjeblikket.
»Jeg vil meget nødigt af med nogen af de dygtige medarbejdere, men vi bliver nødt til at reducere i vores omkostninger, hvis lønnen skal stige mere end priserne på det, vi sælger videre,« siger Per Møller.
Men hvad må dine ansatte maks stige i løn for, at du må gennemføre fyringer?
»Jeg vil ikke nævne det i konkrete kroner, men det er bare sådan, at indtjeningen ikke er til høje lønstigninger,« siger han.
Men fordi din virksomhede er ramt af, at det går dårligt i vindmøllebranchen, skal det vel ikke gå udover alle de 850.000 ansatte i det private erhvervsliv?
»Nej, men i min virksomhed har de dygtig medarbejdere accepteret en nulløsning, så der ikke er nogen lønstigning. Jeg vil ikke kommentere på resten af det private erhvervsliv,« siger han.
Betyder det så også, at dit firmas direktør og resten af ledelsen ikke stiger i løn?
»Det vil gælde for alle i KSM Steel,« siger han.

