»Upassende griskhed« og »jo større fodboldnarkoman, du er, jo mere skal du betale.«
To eksperter slår over for B.T. fast, at det er blevet voldsomt dyrt at se fodbold på tv, og at vi nærmer os en smertegrænse.
De reagerer på resultatet af en undersøgelse, som B.T. har foretaget, som har kortlagt, hvad det som minimum koster, hvis man ønsker at følge tre storklubbers kampe på tv i denne sæson.
De tre klubber er FC København, Real Madrid og Manchester United.
For at være sikker på at kunne se de tre klubbers kampe på tv er danske fans i denne sæson nødt til at have hele ni forskellige tv-kanaler plus minimum to forskellige streamingtjenester.
Den absolut billigste løsning i undersøgelsen koster 507 kroner om måneden – eller 6.084 kroner årligt.
Men tv-udbyderen bag den løsning, Norlys, oplyser, at priserne stiger med 30 kroner om måneden fra nytår. Også Yousee og Waoo har varslet prisstigninger.
»Det koster nu minimum 6.000 kroner om året at være fodboldjunkie,« konstaterer analytiker John Strand, som er indehaver af Strand Consult.
»Jo større fodboldnarkoman, du er, jo mere skal du betale. Og fodbolden forsøger at gøre dig afhængig,« tilføjer han.
John Strand gør opmærksom på, at det til den pris reelt kun er ét behov i husstanden, der bliver opfyldt.
Han mener, at fodboldindustrien skal passe på med, at den ikke skærer den gren over, som den sidder på.
»Hvis en sport bliver niche og ikke noget, som folk kan samles omkring, så kan det blive et problem,« siger han.
»Så kan det være, at folk finder nye sportsgrene at se eller finder noget helt andet at bruge tiden på, som ikke er sport,« forklarer John Strand.
Han bakkes op af Claus Bülow Christensen, som er digital analytiker og arrangør af Copenhagen Future TV Conference.
»Det er dyrt. Men det er et udtryk for, at betalingsvilligheden indtil videre er der. Men det er også udtryk for, at der bliver udvist en upassende griskhed. Man prøver simpelthen at presse den så langt, som man kan,« siger Claus Bülow Christensen til B.T.
Hos Divisionsforeningen, der repræsenterer de danske klubber, giver direktør Claus Thomsen ikke meget for den vurdering.
»Upassende griskhed er jo ikke et udsagn nogen kan forholde sig til,« siger han til B.T.
»Fra dansk fodbolds side kan jeg sige, at vi anvender indtægterne til at udvikle og levere fodbolden til fans på stadion og foran skærmen,« siger Claus Thomsen.

Claus Bülow Christensen mener, at vi må være tæt på en smertegrænse, og han peger på, at amerikanske streamingtjenester med dybe lommer allerede nu bevæger sig ind på det danske marked.
»Min tese er, at der kommer et kollaps, som kan bane vejen for en ny verden, hvor nogle af de helt store giganter - Prime, Apple, Max - kan gøre deres entre for alvor,« siger Claus Bülow Christensen.
Disney+ har allerede købt rettigheder til Conference League og Europa League, mens Amazon Prime viser én Premier League-kamp om ugen.
»Hver gang vi har set en prisstigning på tv-pakker, så har man begrundet det med, at prisen på sportsrettigheder var stigende. Det har vi i hvert fald hørt siden 2012,« forklarer Claus Bülow Christensen.
Han peger på, at mange danskere hurtigt kan blive tvunget til at vælge fodbolden fra, hvis deres privatøkonomiske situation ændrer sig.
Claus Thomsen og Divisionsforeningen er imidlertid på ingen måde bekymret for, at dansk fodbold kan stå overfor, at produktet bliver så eksklusivt, at danskerne vender Superligaen ryggen.
»Nej, når man ser på, hvad der er af seere og tilskuere på stadion og på den generelle interesse omkring os, så er vi ikke bekymrede,« siger Claus Thomsen.
Samtidig understreger Claus Thomsen, at dansk fodbold slet ikke havde mulighed for at vælge én mediepartner.
»Vi er underlagt krav fra konkurrencemyndighederne til salgsprocessen, en såkaldt 'no single buyer'-klausul, som betyder, at vi skal sælge til minimum to forskellige købere,« siger Claus Thomsen.
Så dyrt er det at se fodbold: Prissammenligning afslører store forskelle
Endnu en udbyder sætter prisen på tv-pakker op: 'Vi deler kundernes frustration'
Norlys hæver priserne: 'Tv-indhold og ophavsrettigheder er blevet dyrere'
9.708 kroner for en tv-pakke hos Yousee: 'Overvej om det virkelig er nødvendigt'
Divisionsforeningen kan godt fravige det krav og sælge det hele til én udbyder i en treårig aftale, men så skal det vindende bud også være mindst 40 procent højere end det tabende bud, forklarer han.
Og den situation har dansk fodbold altså slet ikke befundet sig i.
Dansk fodbold er da også senest solgt til Viaplay og TV2 for en seksårig periode begyndende i sommer, og det – mener Claus Thomsen – kommer både klubberne og seerne til gode.
»Den udbyder, som har en længerevarende aftale, er mere tilbøjelig til at investere i at levere et rigtig godt produkt til seerne. De har mindre incitament til at gøre det, hvis der er tale om en relativt kort rettighedsperiode,« understreger Claus Thomsen.
Kom i gang med at investere og få dine penge til at arbejde for dig. I ugens afsnit af Spar Kassen klæder Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, dig på til, hvordan du kommer i gang med at investere.
Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder: