Det er blevet ekstremt dyrt at se fodbold på tv, og det er umuligt at gennemskue, hvor man kan finde kampene.
Sådan siger en ekspert om en prissammenligning, som B.T. har foretaget på tv-markedet med fokus på fodbold.
For måske har du også lagt mærke til det. At sangen er den samme hver eneste gang, prisen på tv-pakker stiger hos de forskellige udbydere: Det er sportsrettighederne, der er steget i pris.
Og B.T.s prissammenligning af tilbud hos en håndfuld tv-distributører, som er foretaget i begyndelsen af november i samarbejde med flatpanels.dk, viser, at danske fodboldfans skal have adskillige tusinde kroner op af lommen for at kunne følge deres favorithold på skærmen i denne sæson.
I et tænkt scenarie har vi forsøgt at finde frem til, hvad det som minimum koster hos de forskellige tv-udbydere, hvis man i denne fodboldsæson ønsker at følge tre populære holds kampe.
De tre hold er FC København, Manchester United og Real Madrid.
De tre storklubber spiller i følgende turneringer: Superligaen, DBU Pokalen, UEFA Conference League, Premier League, Carabao Cup, FA Cup, Europa League, La Liga, Copa del Rey, UEFA Champions League.
At skaffe sig adgang til alle kampene er ikke så lige til, som man måske skulle tro.
Det er nemlig umuligt for danske tv-seere at købe sig adgang til alle de tre holds kampe via de almindelige tv-kanaler.
Det skyldes, at rettigheder til flere af turneringerne er blevet solgt enten helt eller delvist til streamingtjenester.
Således har økonomisk trængte Viaplay valgt at sælge dele af Premier League-rettighederne videre til Amazon Prime, som nu viser én kamp om ugen.
Dertil kommer, at rettighederne til Europa League og Conference League er solgt til Disney+.
Her koster abonnementer henholdsvis 59 kroner og 49 kroner om måneden.
Hvis man i første omgang bare ønsker at se FC København, Manchester United og Real Madrids kampe på tv, er man som seer nødt til at have adgang til ni tv-kanaler:
De ni kanaler er: TV2, TV2 SPORT, TV2 SPORT X, TV3+, TV3 MAX, TV3 SPORT, See, Sport Live – og Viaplay Sport News.
Men hvis danske fodboldfans er villige til at købe de kanaler, vil de – som B.T. har gjort det – hurtigt opdage, at ikke alle tv-udbyderne alligevel kan tilbyde de tv-kanaler, som kampene bliver vist på.
Helt konkret er der tale om, at Viaplay i denne sæson har rykket kampe fra både DBU Pokalen og UEFA Champions League over på den nye nyhedskanal, Viaplay Sport News.
Og den kanal er ikke at finde hos alle tv-distributørerne.
Rasmus Larsen, der er chefredaktør på flatpanels.dk, konstaterer, at det langtfra er nemt at være forbruger og skulle navigere i de mange forskellige tilbud på området. Og det er ihvertfald ikke billigt, siger han.
»Det er blevet meget dyrt at følge med i sport på tv – særligt fodbold – og svært at overskue, hvad der sendes hvor,« siger Rasmus Larsen til B.T.
»I dag skal seerne ikke blot forholde sig til mellem- og fuldpakke, men også ekstra kanaler og nye streamingtjenester, der laver ekslusive aftaler med sportsligaerne,« tilføjer han.
Han pointerer samtidig, at der oveni prisen på tv-pakker og streamingtjenester kommer yderligere månedlige udgifter. Alle løsninger kræver nemlig en internetforbindelse med tilstrækkelig data, og de udgifter til bredbånd har vi ikke regnet ind.
Prissammenligningen, som du kan se herunder, afslører, at der er store forskelle i den månedlige pris.
Og det hører med, at prisen på den billigste løsning i undersøgelsen – Norlys – vil stige med 30 kroner 1. januar. Det står med småt på firmaets hjemmeside.
Men det er også værd at bemærke, at de enkelte tilbud, som B.T. har fundet frem, er forskellige i indhold, og derfor har forskellige fordele og ulemper.
Udgifter til bredbåndsabonnement er ikke indregnet i dette pristjek.
1) YOUSEE
Bland selv 30: 499,-
Amazon Prime: 59,-
I alt 558 kroner
Ulemper:
- Du kan kun se de kampe, der er valgt på en tv-kanal
- Du har ikke adgang til on demand streaming-indhold fra TV2 og Viaplay
Fordele:
- Du kan også se DR's kanaler + otte nabolandskanaler
- Du har adgang til Viaplay Sport News (foreløbigt frem til 1. januar) og Disney+ (5 point i bland-selv)
2) NORLYS
Vælg 8: 399,-
Disney+: 49,-
Amazon Prime: 59,-
I alt 507 kroner
Ulemper:
- Du kan kun se de kampe, der er valgt på en tv-kanal.
- Du har ikke adgang til on demand streaming-indhold fra TV2 og Viaplay
- Du har ikke adgang til Viaplay Sport News
Fordele:
- Du kan også se DR's kanaler + otte nabolandskanaler
3) ALLENTE
Flex Basic: 429,-
Tilkøb af sportskanaler: 150,-
Disney+: 49,-
Amazon Prime: 59,-
I alt 687 kroner
Ulemper:
- Du kan kun se de kampe, der er valgt på en tv-kanal.
- Du har ikke adgang til on demand streaming-indhold fra TV2 og Viaplay
Fordele:
- Du får adgang til flere andre tv-kanaler (også med sport)
- Du har adgang til Viaplay Sport News
4) WAOO
Favorit: 589,-
Disney+: 49,-
Amazon Prime: 59,-
I alt 697 kroner
Ulemper:
- Du har ikke adgang til Viaplay Sport News
- Du har ikke adgang til on demand streaming hos TV2 og Viaplay
Fordele:
- Adgang til en række andre tv-kanaler
5) ALTIBOX
Premium+: 599,-
Amazon Prime: 59,-
Disney+: 49,-
I alt 707 kroner
Ulemper:
- Du har ikke adgang til Viaplay Sport News
- Du har ikke adgang til on demand streaming hos TV2 og Viaplay
Fordele:
- Du har adgang til en række andre tv-kanaler
Man kan også vælge at købe adgang til alle kampene direkte via de forskellige streamingtjenester:
6) STREAMINGTJENESTER
Viaplay Premium: 499,-
TV2 Play med sport: 219,-
Amazon Prime: 59,-
Disney+: 49,-
Sport Live: Kan tilgås via avisabonnement hos JFM Play
I alt 826 kroner
Ulemper:
- Du har ikke adgang til andre tv-kanaler
Fordele:
- Du har adgang til alt sportsindhold på tjenesterne
- Du har adgang til on demand-indhold hos Viaplay og TV2