Det bliver tvangslån på helt ned til 1 øre, Vurderingsstyrelsen i den her uge pålægger de mange tusinde boligejere, der vurderes til at have betalt for lidt i ejendomsskat.
Det står i et dokument fra Vurderingsstyrelsen, B.T. har set billede af.
Anne-Sofie Jensen, der er direktør i Vurderingsstyrelsen, bekræfter, at der vil være lån på meget små beløb.
»Vi har ikke mulighed for at skelne mellem store og små lån helt ned på 1 øre,« siger hun.

Det vækker store harme hos Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i revisionsselskabet BDO.
»Det er jo vanvittigt, at man ikke har indsat en nedre grænse for opkrævningen,« siger han.
Mange frustrerede boligjere
Tvangslånet - af Vurderingsstyrelsen omtalt som tillægslån - skyldes, at skattevæsenet har opkrævet for lidt i boligskat fra en række borgere på grund af en it-fejl.
Da skandalen kom frem sidste år, fik det en række berørte danskere til i B.T. at råbe op om, at det er absurd, at staten pålægger borgerne et lån på grund af en fejl hos skattevæsenet.
Henning Boye Hansen undrer sig over, at der ikke sættes en bagatelgrænse for, hvor meget tvangslånet må være på.
I november besluttede SVM-regeringen ellers, at det skulle være slut gakgak-regninger på meget små beløb ved for sent betalte motorafgifter.
Der er således indført en bagatelgrænse, så opkrævninger på under 50 kroner på motorområdet ikke bliver opkrævet, lød det 19. november fra skatteminister Jeppe Bruus (S) til B.T.
'Decideret lovsjusk'
Men den bagatelgrænse gælder altså ikke for tvangslånene fra Vurderingsstyrelsen på grund af en it-fejl.
»Jeg opfatter det som decideret lovsjusk, at der ikke er indsat en bagatelgrænse for disse lån,« siger Henning Boye Hansen.
Direktøren for Vurderingsstyrelsen forstår godt, at der er en stor undren over lån på meget små beløb.
»Jeg forstår godt, at det kan se mærkeligt ud, hvis man har fået et meget lille tillægslån,« siger Anne-Sofie Jensen og tilføjer:
»Tillægslånet er lavet for at holde hånden under boligejernes økonomi, og de enkelte lån bliver automatisk stiftet for boligejere, som ikke har afmeldt lånet inden årsskiftet.«
Hun slår fast, at man kan vælge at betale lånets størrelse ud, så det forsvinder.
»Man kan selvfølgelig altid betale sit lån ud, hvis man ikke ønsker det,« siger hun.

