Priserne for benzin og diesel bliver ved med at eksplodere.

De seneste 12 måneder er forbrugerprisen for diesel steget fra 14,39 til 19,99 kroner per liter. Det svarer til en stigning på 38,9 procent. 

Når det gælder priserne for benzin, er stigningen på 22,4 procent. 

Det viser tal fra DrivkraftDanmark.

Når Dansk Folkeparti onsdag middag klokken 12.30 skal til forhandlinger med regeringen om finansloven for 2027, er det et ultimativt krav, at der skal gøres noget ved priserne på benzin og diesel. Ellers vil partiet droppe ud af forhandlingerne. 

Messerschmidt raser
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener, at de nye tal viser, at der virkelig er brug for at få afgifterne på benzin- og diesel på vejtransport ned til EUs minimumssats.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener, at de nye tal viser, at der virkeligt er brug for at få afgifterne på benzin- og diesel på vejtransport ned til EU's minimumssats. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Og derfor skal de nye tal fra DrivkraftDanmark med til forhandlingerne. 

»Vi kæmper stadig for lavere priser på benzin og diesel, og derfor vil jeg rette en kritik af regeringen for overhovedet ikke at gøre som vores nabolande og sænke afgifterne og moms for benzin og diesel,« siger han.

Regeringen har dog indført højere kørselsfradrag for de personer, der bor mere end 12 kilometer fra deres arbejdsplads for netop at imødegå de stigende priser for benzin og diesel.

»Det kan godt være, at arbejdende har fået et forøget kørselsfradrag, når der køres til og fra samlebåndet, men det er nærmest mere arrogant, end det er hjælpsomt, at man siger, at det kun er, når folk de tager på arbejde, at de skal have en hjælpende hånd,« siger Morten Messerschmidt og tilføjer:

»Det gælder ikke, når de skal besøge familien, handler eller kører ungerne i daginstitutioner. Så i min optik er det en bunden opgave at gøre det, som Sverige, Tyskland og Polen gør: Nemlig at få moms og afgifter ned, så staten ikke lukrerer og fylder kassen på danskerens bekostning.«

'Respektløst'
Men regeringen vil jo fjerne momsen på frugt og grønt og halvere den på de andre madvarer. Er det ikke noget, der kommer alle danskere til gode?

»Ja, ja, men man burde jo gøre begge dele. Hvis man ser på, hvor danskernes privatøkonomi har været presset de sidste fem år, så var det først fødevarepriserne, der steg og steg, og det seneste år har det været priserne for benzin og diesel, der stiger og stiger,« siger han og tilføjer:

»Det er respektløs over for danskernes økonomi, at afgifter for benzin og diesel ikke endnu er sat ned.«

Onsdag morgen koster en liter diesel ude ved standeren 19,09 kroner. 

B.T. Valgkamp

Mens Troels Lund Poulsen (V) indkalder til krisemøde, bliver der spekuleret i hans afløser. Og her er et vildt navn dukket op. Qvortrup kommer med det friske bud på en ny formand for V, inden vi vender det seneste drama i de socialdemokratiske kaffeklubber. Joachim B. Olsen udlægger teksten, inden vi kigger nærmere på De Radikales deep dive i, hvad Dansk Folkeparti liker på TikTok. Det sker forud for, at der i morgen falder dom i injuriesagen mellem Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt. Og så har LA taget S på ordet - og sengen? Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Thilde Ovens Podcastredaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.