Regeringen har haft travlt med at lancere initiativer her i starten af 2026. Der bliver lovet checks, besparelser, og muligvis skal store bededag tilbage.

Nu kommer Erhvervsministeriet med et nyt udspil. som skal give almindelige familier omkring 5.000 i besparelse om året.

Der er tale om et bankudspil, som skal 'bane vejen for gennem øget gennemsigtighed og bedre konkurrence på bankmarkedet.'

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Bankudspillet indeholder i alt 11 initiativer, som skal give et mere konkurrencedygtigt bankmarked, 'hvor priser og vilkår ikke er gemt bag en tyk informationsmur,' som der står i udspillet.

Almindelige familier kan i gennemsnit spare omkring 5.000 kroner årligt efter skat ved at vælge den billigste bank, lyder det fra Erhvervsministeriet. 

Eksempelvis vil et par med hus og to børn kunne spare cirka 3.500 kroner Det viser bankernes organisations egen prisportal.

»Det skal være nemmere at være bankkunde i Danmark. Konkurrencen halter, og når man vil tjekke og sammenligne priser, fanges man i en uendelig labyrint af informationer,« siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).

»Det rammer både danskerne og virksomheder på pengepungen. Derfor sætter vi nu danske bankkunders behov i fokus. Med 11 nye initiativer vil vi sætte skub i konkurrencen og gøre det nemmere for danske bankkunder at vælge til og fra. Det er et stort skridt i den rigtige retning, som vil give danskerne flere penge mellem hænderne.«

Udspillet har gode elementer, lyder det fra Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Men der er også mangler og risiko for unødvendige byrder.

Finans Danmark kan ikke genkende billedet af, at konkurrencen i sektoren er udfordret. 

Interesse- og arbejdsgiverorganisationen frygter, at flere af forslagene kan øge andelen af byrder i en tid, hvor målet er det modsatte.

»Vi kan ikke genkende billedet af, at konkurrencen på det danske bankmarked er svag. Tværtimod er konkurrencen blandt de mest velfungerende i Europa,« siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i Finans Danmark og fortsætter:

»Danske kunder skifter bank oftere end i de fleste sammenlignelige lande, priserne er lave, effektiviteten høj og den digitale innovation stærk. Konkurrencen foregår samtidig under meget omfattende regulering, som i nogle tilfælde kan begrænse både effektivitet og gennemsigtighed.«

»For os er det vigtigt, at nye krav ikke medfører unødvendige byrder, som øger omkostningerne for både banker og kunder – ikke mindst i en tid, hvor danskerne oplever høje leveomkostninger, og hvor der politisk er fokus på at minimere byrder for virksomheder,« slutter Lars Gert Lose.