Norlys hives nu ind i sagen om de cirka 2.000 danskere, der 19. juli fik trukket penge for andre folks køb.
Det var Malene Kristensen fra Vorbasse, der pludselig fik trukket penge fra Norlys, selvom hun ikke selv er kunde hos telegiganten.
»Jeg kunne se på min netbank, at Norlys pludselig havde trukket 344 kroner fra min konto,« siger Malene Kristensen og tilføjer:
»Men Norlys har slet ikke mine dankortoplysninger, da jeg ikke står som kunde hos dem.«

Torsdag meldte betalingsvirksomheden Nets ud, at de cirka 2.000 danskere, der i forbindelse med Nets' nedbrud lørdag 19. juli, fik trukket penge for noget, de ikke havde købt, ville få pengene ført tilbage på deres konto.
Og fredag fik Malene Kristensen så overført de 344 kroner tilbage fra Norlys.
'Det er meget beklageligt'
Michelle Hald, der er pressechef hos Norlys, beklager dybt, hvad der er sket.
»Det er meget beklageligt, at Malene Kristensen som følge af systemproblemer ved Nets fejlagtigt har fået trukket et beløb fra Norlys,« skriver Michelle Hald i en mail og fortsætter:
»Vi glæder os over, at Nets er i gang med at rette fejlen, og at pengene er ført tilbage til Malene Kristensen.«
B.T. har spurgt pressechefen, hvor mange personer, der ved fejlen fik trukket penge fra Norlys.
»Jeg kan desværre ikke skaffe tal på, hvor mange Norlys-trækninger, det drejer sig om,« skriver hun.
'Gør én mega utryg'
I forbindelse med fejlen 19. juli fik Malene Kristensen i øvrigt også trukket 650 kroner fra Skyttehusets Outdoor Camp i Silkeborg, hun ikke kendte til.
Så sammenlagt er det altså samlet 994 kroner, hun ud af det blå blev trukket fra så forskellige steder som en campingplads i Silkeborg og Norlys.
»Det gør da én mega utryg, at sådan noget kan ske, også selvom pengene nu er ført tilbage fra begge steder,« siger hun.
Nets har meldt ud, at det var en 'meget sjælden komponentfejl', der var årsag til nedbruddet.
Læs mere HER.

