Den kendte iværksætter og mangemillionær Jacob Risgaard kommer nu med en klar advarsel mod at indføre top-topskat i Danmark.
»En øget skat har sjældent ført til ekstra penge i statskassen,« siger han.
Vurderingen kommer, efter SVM-regeringen mandag præsenterede en helt ny skatteaftale, hvor det blev foreslået, at danskere skal betale en ekstra skat på fem procent af indtægt på over 2,5 millioner kroner.
Især serieiværksætteren Martin Thorborg har for alvor sparket gang i debatten om rimeligheden i top-topskatten, da han til B.T. - og efterfølgende andre medier - mandag slog fast, at han simpelthen nægter at betale top-topskat.
Hør Martin Thorborg fortælle om, hvordan han har det med top-topskat her:
Og nu er det altså Jacob Risgaard, mange kender fra Løvens Hule på DR, som blander sig i debatten.
Han kommer med flere argumenter for, at top-topskat er en dårlig idé.
»For det første vil det mindske incitamentet for højindkomstmodtagere til at arbejde mere eller tage risici. Dette kan føre til en reduktion i den samlede arbejdsindsats og dermed mindske den økonomiske vækst,« siger Jacob Risgaard, der er medejer af blandt andre Coolshop og CoolRunner.
Og så mener han, at der er større risiko for, at folk med indtægter på over 2,5 millioner kroner siger farvel og tak til Danmark.
»Højere topskat kan motivere højindkomstmodtagere til at flytte til lande med lavere skattebyrder, hvilket kan resultere i en hjerneflugt, hvor landet mister kompetencer og erfaring. I onlinebranchen har Irland og Tyskland været dem, der hiver de store talenter, og som er ved at danne små Silicon Vally’er,« siger Jacob Risgaard.
Han tilføjer:
»Det er især farligt for lille danmark, som er stærkt afhængige af internationalt arbejdsmarked.«
Jacob Risgaard mener også, at det gør sværere at hente højt betalte folk fra andre lande.
»En høj topskat også gøre det vanskeligere for virksomheder at tiltrække og fastholde specialiseret international arbejdskraft, hvilket kan være skadeligt for virksomheder, der opererer i højt specialiserede eller innovative sektorer,« siger han.
Jacob Risgaard, er det ikke meget rimeligt, at du og andre folk, der tjener kassen, bidrager endnu mere til samfundet ved at betale ekstra i skat?
»Jo, for katten. Jeg betaler med glæde min skat. Folk, der tjener mere, betaler i forvejen også mere i kroner/øre, selv med samme procent til alle,« siger han og kommer med en stikpille til regeringen, og dem, der er forargede over hans udmelding.
»Bed dem lige huske at ændre den lektion man lærte i skolen om, at flid betaler sig. Altså med mindre man er håndværker, hvor man kan renovere sit hjem i sin fritid og skattefrit tjene på salget af huset,« siger han.
Han kan dog ikke svare på, om han ligesom Martin Thorborg, vil sørge for, at han netop ikke har en indtjening på over 2,5 million kroner, så han slipper for top-topskat.
»Jeg sidder i bestyrelsesmøde, så jeg har ikke sat mig ind i det, så det kan jeg ikke udtale mig om. Desværre,« siger han.
Men kan du vende tilbage om det senere i dag (tirsdag red.)?
»Jeg er færdig mellem klokken 22 og 23 med sidste møde. Så dejligt at se, de vil straffe os, der hele livet har arbejdet +12 timer i døgnet fem til syv dage om ugen,« siger Jacob Risgaard sarkastisk.
Se her, hvordan du vil blive påvirket af skattereformen.