Glem det. 

Den administrerende direktør og serieiværksætter Martin Thorborg siger et rungende nej til at skulle betale fem procent ekstra i skat af indtægt på over 2,5 millioner kroner. 

Det er nemlig den nye top-topskat, der er del af den skattereform, SVM-regeringen mandag ventes at præsentere. 

»Jeg synes, den her top-topskat er åndssvag. Jeg bestemmer selv, om jeg tjener over 2,5 millioner kroner i løn, og det kommer jeg ikke til,« siger Martin Thorborg, der især er kendt for at have tjent mange millioner som stifter af Jubii.

Bare lige for at forstå det ret. Hvordan vil du selv undgå at tjene over 2,5 millioner kroner, så du ikke skal betale top-topskat?

»Jamen, jeg har løn fra mit arbejde hos Visma-koncernen, og så har jeg nogle virksomheder ved siden af, hvor jeg selv kan bestemme, om det er løn, eller om jeg lader indtjeningen blive i selskabet. Det giver sig selv, at jeg ikke trækker det som løn. Det ville være fjollet,« siger Martin Thorborg.

Han nævner to grunde til, at han ikke vil betale den nye top-topskat. 

»Den ene årsag er, at jeg rent ideologisk synes, at det er vildt nok, at nogen i samfundet skal betale over 60 procent af deres løn i skat. Det synes jeg er dårlig indretning af samfundet,« siger mangemillinæren. 

»I am sorry, men der er jo ikke nogen, der gider betale mere i skat, end de behøver at gøre, når man helt lovligt kan tilrettelægge sin indkomst på en måde, så det ikke er løn,« siger Martin Thorborg. 
»I am sorry, men der er jo ikke nogen, der gider betale mere i skat, end de behøver at gøre, når man helt lovligt kan tilrettelægge sin indkomst på en måde, så det ikke er løn,« siger Martin Thorborg.  Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Han mener også, at det er småpenge, der vil komme ind på top-topskatten.

»Det er rent symbolsk. Det er småpenge, der kommer ind på det her. Ligesom jeg selv lidt kan bestemme, hvad jeg tjener, så er der rigtig mange af dem, der som udgangspunkt bliver ramt af det her, der kan gøre det samme. Altså alle selvstændige kan jo bare vælge at tage udbytte ud i stedet for løn,« siger han og tilføjer:

»I am sorry, men der er jo ikke nogen, der gider betale mere i skat, end de behøver at gøre, når man helt lovligt kan tilrettelægge sin indkomst på en måde, så det ikke er løn.«

Martin Thorborg mener, at det er menneskeligt, at folk går efter at spare så meget som muligt, så længe det er lovligt. 

»Prøv at høre her, det er jo ikke anderledes, end når dem, der bor i Sønderjylland, de skal købe øl, så køber de jo ikke hos købmanden, de kører ned forbi grænsen. Har vi mulighed for at få en vare billigere, så tager vi der hen. Det er den måde folk indretter sig på, og det gør folk, der tjener over 2,5 millioner kroner jo også,« siger han. 

Men burde du ikke også bidrage mere til det danske samfund, når du tjener så godt?

»Jeg vil meget gerne citeres for, at hvis jeg vidste,at de fem procent gik ubeskåret ned i psykiatrien, og jeg vidste, at folk ikke skulle sidde 24 timer og skide i bleer, så ville jeg rigtig gerne betale den ekstra skat. Men det ved jeg godt, ikke kommer til at ske,« siger han.  

Man kan jo ikke få på skrift, hvad ens specifikke skattebetaling præcist går til...

»Jeg ved, man ansætter 500 nye djøf'er, der kommer til at sidde og overvåge de andre djøf'er og så videre. Så derfor er det ikke fem procent ekstra fra mig, der skal betales i skat,« siger han.

Samlet forventer Skatteministeriet, at cirka 9.000 danskere skal betale den nye top-topskat. 

Andre læser også