Først var det Yousee. Så var det Norlys.
Nu hæver endnu en af de store danske tv-distributører priserne på deres tv-pakker.
Det er Waoo, der over for B.T. oplyser, at de sætter priserne op.
Prisstigningerne lyder på mellem 10 og 30 kroner alt efter, hvilken tv-pakke man har købt.
Og ligesom andre har gjort det, begrunder Waoo stigningerne med, at omkostninger til især sportsindhold er steget.
»Hos Waoo er vi fuldt ud klar over, at prisstigninger på tv-pakker ikke er populære, og vi deler kundernes frustration over de stigende omkostninger – især når det kommer til sportsrettigheder,« skriver Waoo til B.T.
»Derfor har vi truffet nogle beslutninger, der skal sikre, at vores kunder fortsat får adgang til et bredt udvalg af kvalitetsindhold. Vi kommer til at gøre os umage med at kommunikere det så klart og enkelt som muligt,« lyder forklaringen desuden.
Fakta om prisændringerne pr. 1. januar 2025 Flex 159 kr. TV-boks: Separat lejeaftale på 30 kr. pr. måned.Waoo hæver prisen
Lille 369 kr.
Favorit 639 kr.
Stor 809 kr.
Gebyrer: Uændrede
Prisstigningerne træder i kraft fra nytåret, oplyser Waoo.
»Sportsrettighederne skifter hænder i et hastigere og hastigere tempo, og hver gang rettighederne overdrages til en ny aktør, ser vi en markant stigning i prisen,« siger Keld Petersen, som er ansvarlig for TV hos Waoo.
»Det er en udvikling, der er uden for vores kontrol, og vi er nødt til at tilpasse os de vilkår, som markedet sætter. Vi kommer til fortsat at gøre os umage med at handle klogt ind på kundernes vegne,« tilføjer han.
Samtidig vil Waoo imidlertid også tilbyde tv-kunder at leje deres tv-boks for 30 kroner om måneden på en separat lejeaftale.
Men man fastholder, at der ikke er tale om en skjult prisstigning.
»Ved at gøre TV-boksen til et selvstændigt element kan kunderne nu til- eller fravælge bokse alt efter deres behov. Det giver mere kontrol og gør det muligt at reducere udgifter, hvis man f.eks. ikke har brug for flere bokse i hjemmet,« siger Keld Petersen.
Ændringen er nu, at man skal betale 30 kr. for den første boks.
De efterfølgende bokse sættes ned i pris, så de alle koster 30 kr.
Kom i gang med at investere og få dine penge til at arbejde for dig. I ugens afsnit af Spar Kassen klæder Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, dig på til, hvordan du kommer i gang med at investere.
Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder: