Fik du klaret tøjvasken, ladt elbilen op eller hvad du ellers havde skubbet foran dig af strømkrævende gøremål, da elprisen – endelig – blev lav fredag?

Ellers har vi både en god og en dårlig nyhed til dig:

Den dårlige nyhed er, at elprisen bliver højere lørdag, end den var fredag.

Heldigvis er den gode nyhed så, at elprisen stadig er i den lavere ende – især sammenlignet med starten af november, hvor strømmen har været ekstremt dyr.

I gennemsnit ender elprisen denne lørdag på tilforladelige 1,83 kroner per kilowatt-time (kWh) i Vestdanmark og 1,80 kroner i Østdanmark inklusiv tariffer og afgifter ifølge elberegner.dk.

Et kig på dagens elpris viser, at du næppe behøver detailplanlægge, hvornår du skal starte vaskemaskinen.

For elprisen er usædvanlig jævn henover hele døgnet.

På intet tidspunkt krydser den to kroner per kWh, ligesom strømmen ikke bliver billigere end 1,36 kroner per kWh.

De højeste priser får vi i aftentimerne, mens der trods alt er en smule at spare midt på dagen.

Priserne herover er de rene elpriser plus tariffer og afgifter. Derudover skal du betale til dit elselskab.

Din endelige elpris bliver derfor en smule højere. Hvor meget afhænger af hvilket elselskab, du er kunde hos, og din prisaftale.