Mangel på sol og vind og skyhøje gaspriser er en giftig cocktail for de danske elkunders pengepunge.

Det viser denne tirsdag med al tydelighed – for elprisen er rekordhøj. Igen.

I gennemsnit ender tirsdagsdøgnets elpris på skyhøje 3,47 kroner per kilowatt-time (kWh) i Vestdanmark og 3,77 kroner i Østdanmark inklusiv tariffer og afgifter ifølge elberegner.dk.

Det betyder, at mandagens rekord for årets højeste elpris kun holdt ét døgn. Vi står således på ny foran det dyreste døgn for de danske elkunder i hele 2026, skriver elpriser.dk.

Hvor elprisen mandag toppede på over seks kroner per kilowatt-time mellem klokken 17 og 18, 'slipper' du som elkunde med at betale henholdsvis 4,77 i Vestdanmark og 5,04 kroner i Østdanmark i ren elpris for en kilowatt-time inklusiv tariffer og afgifter i den dyreste time tirsdag.

Det bliver mellem klokken 16 og 17. Men resten af døgnet stikker elprisen endnu mere af, end det var tilfældet mandag.

Og det siger ikke så lidt.

Fra klokken 06 til 21 kommer elprisen på intet tidspunkt under tre kroner per kilowatt-time (kWh) noget sted i landet.

Især midt på dagen er strømmen helt usædvanlig dyr.

På grund af lavere forbrug og mindre pres på elnettet er strømmen ellers normalt billigst i netop det tidspunkt.

Men der er intet normalt over strømpriserne lige nu.

Helt uhørt kommer elprisen ikke under fire kroner/kWh i Østdanmark mellem klokken 07 og 19, og det bliver kun en anelse mindre dyrt at være elkunde i den vestlige del af landet.

Så har du mulighed for at udsætte opladningen af elbilen, tøjvasken, tørretumblingen eller andet, der er energikrævende, så gør det.

For i morgen ser elprisen ifølge elpriser.dk ud til om ikke at blive normal, så i hvert fald at blive noget billigere end på denne rekorddyre tirsdag.

Starten af november har været præget af en såkaldt dunkelflaute – en periode med meget lidt vind og sol. Både herhjemme og i nabolandene.

Og det koster elkunderne dyrt, for i et sådant vejrlig kommer der ikke megen strøm fra vindmøllerne og solcellerne.

Samtidig er gasprisen meget høj netop nu, og netop gas til gaskraftværkerne bliver nødvendig til at generere strøm, når både vindmøllerne og solcellerne ikke bidrager med meget.

Vi har i forvejen været igennem den dyreste oktober måned for de danske elkunder nogensinde, og i starten af november har prisen faktisk været endnu højere.

Priserne herover er de rene elpriser plus tariffer og afgifter. Derudover skal du betale til dit elselskab.

Din endelige elpris bliver derfor en smule højere. Hvor meget afhænger af hvilket elselskab, du er kunde hos, og din prisaftale.