I kølvandet på de vilde elpris-stigninger foreslår Dansk Folkeparti nu et politisk hasteindgreb, der skal hjælpe danskerne, når priserne på strøm eksploderer. 

Det fremgår af beslutningsforslaget, B.T. er i besiddelse af. 

'Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt og senest den 1. januar 2027 at fremlægge forslag til et hasteindgreb, der skal beskytte danske husholdninger mod ekstraordinært høje elpriser,' står der i forslaget fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe. 

I forslaget nævnes flere forskellige modeller, regeringen kan bruge til at tage det værste af strømpriserne, når de er virkeligt høje.

»Vi har ikke lagt os fast på en bestemt model, men overordnet kan vi sige, at der skal være et økonomisk sikkerhedsnet, der træder i kraft, når vi får ekstraordinært høje energipriser; som vi har set på det seneste,« siger Malte Larsen, der er energiordfører hos Dansk Folkeparti.

Eksempelvis foreslås det, at regeringen lader sig inspirere af modellerne i de to skandinaviske nabolande.

Her ses Malte Larsen, der er energiordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

I Norge indførte staten 1. oktober 2025 den frivillige ordning Norgespris, hvor husholdninger kan vælge en fast elpris på 40 norske øre pr. kWh ekskl. moms.

Og i Sverige er der oprettet et såkaldt højprisværn, som beskytter husholdningerne i længere perioder med meget høje elpriser.

Eller også skal regeringen undersøge andre løsninger som 'en sænkelse af elafgiften, en skattefri strømcheck til økonomisk pressede familier eller en kombination af flere modeller'.

»Vi synes ikke, at det er rimeligt, at de i forvejen pressede danske familiers elregning skal være afhængig af, at solen skinner, eller vinden blæser, og det er regeringens opgave at gribe ind,« siger Malte Larsen. 

Det kan jo gå hen og blive rigtig dyrt for statskassen. Hvor tænker I, at pengene skal komme fra?

»En af modellerne kan måske være, at man ser på en merbeskatning af elselskabernes profit, men det må regeringen selv præsentere et forslag til,« siger han. 

'Vil slet ikke afvise'
B.T. har vist hele beslutningsforslaget til Jesper Petersen, der er energiordfører for Socialdemokratiet. 

»Grundlæggende er det en dagsorden, vi deler med DF, kan jeg jo konstatere,« skriver han i en sms og nævner blandt andet, at den tidligere SVM-regering valgte at sænke elafgiften i 2026 og næste år. 

 Jesper Petersen er energiordfører for Socialdemokratiet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Vi følger tæt med i udviklingen i elpriserne og danskernes købekraft i det hele taget,« skriver han og fortsætter:

»Jeg vil slet ikke afvise, at der kan komme andet og yderligere på tale, men det er ikke noget, jeg kan love i dag.«

Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast, Youtube eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Et samlet Christiansborg åndede lettet op, da det stod klart, at Donald Trump og republikanerne tabte stort ved midtvejsvalget i tirsdags. Men skal de passe på med at glæde sig for meget? Det svarer B.T.s politiske eksperter på i dagens afsnit, hvor de svære skatteforhandlinger, Zenia Stampes sammenstød med Thorborg og to opsigtsvækkende SoMe-videoer også er på programmet. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Brinckmann // Thilde Ovens Podcastredaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.