Yderligere to byrådsmedlemmer har meldt sig ud af Nye Borgerlige.

Der er tale om Kasper Schneider i Næstved Kommune og John Bjerg i Jammerbugt Kommune.

De annoncerer begge deres afgang på Facebook henholdsvis lørdag og søndag.

'Den turbulens, der toppede i partiet i går (fredag, red.) med Lars Bojes eksklusion, sammenholdt med dagens begivenheder gør, at jeg har taget denne beslutning,' skriver John Bjerg lørdag i et opslag.

Kasper Schneider skriver søndag, at 'organisatoriske sager' i den senere tid har 'fyldt så meget, at der ikke har været plads til politik'.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar.

Partiets eneste byrådsmedlem i Norddjurs kommune, Jens Lundager, meldte sig også ud fredag oven på Lars Boje Mathiesens eksklusion fra formandsposten samme dag.

Til B.T. sagde Jens Lundager, at han ser Lars Bojes eksklusion som »et karaktermord« fra partiets hovedbestyrelsen.

Lars Boje blev ekskluderet fredag, hvor partiets hovedbestyrelse beskyldte ham for »helt uhørt« at have krævet 350.000 kroner overført fra en partikonto til sin egen private.

Selv afviser han, at det skulle have været et ultimativt krav, og over for B.T. har hovedbestyrelsen heller ikke været i stand til at dokumentere påstanden.

Et andet medlem har truet med at gå, hvis hovedbestyrelsen ikke fremlægger dokumentationen.

Udmeldelserne kommer, mens partiet står i det, B.T.s politiske kommentator kalder »en fuldstændig opløsning«.

Fredag meldte partiets stifter og forhenværende formand, Pernille Vermund, at hun ville overtage formandsposten fra Lars Boje.

Mandag morgen har Vermund annonceret, at hun genopstiller ved næste folketingsvalg.