Nye Borgerlige mister nu sit eneste byrådsmedlem i Norddjurs kommune.
Det er Jens Lundager, som har meldt sig ud af partiet i protest over formand Lars Boje Mathiesens ekskludering fredag.
Det skriver han på Facebook.
Til B.T. uddyber han, at han ser ekskluderingen som et forsøg på karaktermord fra hovedbestyrelsen:
»Jeg tror, det sker, fordi Lars var i gang med, at der skulle ske en udrensning.«
Fordi han selv var i gang med at ekskludere medlemmer af partiet?
»Ja. Fordi de opførte sig, som om de var vigtigere end partiet og politikken.«
Jens Lundager tror også, at ekskluderingen muligvis kan skyldes et ønske i partiet om at få den tidligere formand, Pernille Vermund, tilbage på posten.
»Om det er Pernille, der har fortrudt, at hun har trukket sig som formand, det skal jeg ikke kunne sige,« siger han.
»Men jeg er overbevist om, at hovedbestyrelsen godt vidste, at Pernille ville komme tilbage, hvis de ekskluderede Lars.«
Han har ingen konkret dokumentation for sine mistanker, siger han til B.T.
Lars Boje Mathiesen røg fredag ud af Nye Borgerlige efter at have fremsat det, som partiets hovedbestyrelse kalder »abnorme krav«.
Mathiesen havde konkret bedt om at få 350.000 kroner overført fra en partikonto til sin egen private for at lave en personlig brandingkampagne.
Men at det skulle være årsagen, køber Jens Lundager altså ikke.
»Det er jo ikke mange penge i den verden, når man skal på sociale medier og markedsføre sig,« siger han.
Han medgiver dog, at der er »lidt mærkeligt«, at Lars Boje Mathiesen ville have pengene ind på en privat konto, hvor han er tvunget til at betale skat af dem.
I Nye Borgerliges bagland er der i øjeblikket »flere medlemmer«, der overvejer at melde sig ud, siger Jens Lundager, uden han ønsker at sætte navne på.
De afventer dog først dokumentation fra hovedbestyrelsen på, om beskyldningerne mod Boje Mathiesen er sande.
Lige nu er der nemlig uenighed om, hvorvidt det var et ultimativt krav fra Boje Mathiesen eller ej at få overført de 350.000 kroner, siger han.
»Hvis Lars Boje har sagt til dem, at det er et ultimativt krav, så kunne de jo bare have sagt nej og ladet ham gå af selv,« siger han.