Sundhedsminister Magnus Heunicke skal til at komme tilbage fra sommerferie og i gang.

Det mener SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, der nu vil have Heunicke til at sørge for, at man med det samme skal tilbyde vaccinen mod abekopper til udsatte grupper.

Herhjemme er man nemlig, i modsætning til en lang række andre lande, endnu ikke gået i gang med at vaccinere andre end nærkontakter til smittede.

Det, selvom der allerede er en vaccine mod abekopper på markedet fra den danske virksomhed Bavarian Nordic.

»Vi har i modsætning til under corona allerede en vaccine, der virker, så jeg kan ikke se nogen gode grunde til, at man ikke bare kommer i gang med at tilbyde flere vacciner. Helt ærligt, hvor svært kan det være?« siger Kirsten Normann Andersen.

Smitten med abekopper er lige nu støt stigende i Danmark.

I sidste uge var der opdaget 81 tilfælde af abekopper i Danmark. I denne uge er antallet steget til 101.

Det fik tirsdag flere til i B.T. at lange ud efter Sundhedsstyrelsen for at nøle med vaccinerne og for ikke at tage smitten med abekopper tilstrækkelig seriøst.

Kirsten Normann Andersen er enig i en bekymring, som blandt andre AIDS-Fondet har rejst, nemlig at man lige nu risikerer at stigmatisere en hel gruppe af mænd, fordi det kan være svært for dem at beskytte sig mod abekopper uden en vaccine.

»Jeg kan godt forstå, at der lige nu sidder en hel del mænd, der har sex med mænd, derude, som føler sig udsatte. Når der faktisk findes en vaccine, der kan hjælpe dem, skal vi da bruge den. Abekopper er en ubehagelig sygdom. Derfor skal vi have gang i vaccinerne med det samme,« siger Kirsten Normann Andersen.

Sundhedsstyrelsen meldte i går ud, at man nu er gået i gang med at se på, om strategien herhjemme skal ændres, så man i Danmark fremover vil tilbyde vaccinen til flere, end man gør i dag.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke på grund af sommerferie. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff.