Halvdelen af de vælgere, som satte kryds ved Venstre ved folketingsvalget sidste år, mener, det var en fejl, at Venstre gik med i den nuværende SVM-regering.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for B.T.
»Det er selvfølgelig et kæmpe problem for Venstre. Jeg tror, at Venstre skal ud af SVM-regeringen, før deres meget dårlige meningsmålinger kommer til at gå den anden vej,« siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
YouGovs har spurgt i alt 706 vælgere, som har oplyst, at de satte deres kryds ved Venstre ved follketingsvalget i november 2022.
Herefter er de blevet spurgt om dette: »Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? »Venstre skulle efter min mening ikke være gået i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.«
30 procent oplyser, at de er helt enige i udsagnet. 20 procent oplyser, at de er delvist enige.
I den anden ende er det blot 14 procent, der oplyser de er helt uenige, og 15 procent svarer, at de er delvist uenige.
Venstre fik 13,3 procent af stemmerne ved valget i 2022 for lige godt et år siden.
Siden er meningsmålingerne raslet ned til et endnu lavere niveau, og partiet ligger nu under ni procents opbakning i meningsmålinger fra Epinion og Voxmeter.
I en enkelt måling fra YouGov er Venstre helt nede på 6,4 procents opbakning.
»Man må konkludere, at så længe Venstre er i den regering, så kommer de tabte vælgere ikke tilbage,« siger Joachim B. Olsen.
Han mener, at hvis partiet skal gøre sig forhåbninger om at vende målingerne og nå op på cirka 15 procent eller højere – hvilket er det niveau, mange Venstre-vælger mener, at partiet bør ligge på – så skal den kommende formand,Troels Lund Poulsen, starte et helt særligt stykke arbejde.
»Troels Lund Poulsen er nødt til at lave en exit-strategi, som får Venstre ud af SVM-regeringen,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Venstre styrer mod en katastrofe. Troels Lund Poulsen må skabe en fortælling om, hvorfor Venstre må træde ud. Lige nu er det svært, når Venstre selv siger, at de får vældig meget ud af at være i regering.«
»Der er også den mulighed, at man simpelthen er ærlig: Man kan sige, at man har lyttet til baglandet, og derfor vælger man at træde ud.«
Joachim B. Olsen forklarer, at der ikke er nogle nemme løsninger for Venstre, og selv de bedste strategiske valg vil indeholde mange problemer.
»Venstre har mistet meget tillid hos deres vælgere. Tillid kan man meget hurtigt miste, men det tager lang tid at bygge op,« siger Joachim B. Olsen.
Venstre holder landsmøde i den kommende weekend. Du kan følge B.T.s live-dækning fra lørdag klokken 9.
Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen og Anne Kirstine Cramon.