Regeringen vil afskaffe store bededag fra 2024. Men hvorfor stoppe der og kun fjerne den ene helligdag?

Står det til medlem af Venstres Borgerrepræsentation i København Cille Hald Egholm skal danskerne også vinke farvel til fri på flere populære helligdage – herunder i påsken og pinsen.

Cille Hald Egholm fortæller til Radio4, at man burde sløjfe alle helligdage, der ligger mellem påsken og sommerferien.

»Jeg ville ikke have super meget imod, at de allesammen blev sløjfet,« siger hun til mediet.

Over for B.T. forklarer Cille Hald Egholm, at det dog kun drejer sig om udvalgte helligdage, der bør droppes – herunder anden påskedag og pinsen.

Hvilke helligdage mener du, der skal afskaffes?

»Det er ikke afgørende for mig, hvilke helligdage det er. Store bededag er et godt sted at starte, men jeg noterer mig, at der er mange helligdage i slutningen af påsken til starten af sommerferien, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad der er, vi fejrer,« siger hun.

Så det drejer sig om helligdage, der ligger i intervallet fra starten af foråret til sommerferien?

»Ja, de helligdage, der ligger efter påske til sommerferien. Der er nogle af dem, hvor jeg mener, at det er underligt, at vi holder fri fra arbejde, og butikkerne er lukket.«

Nu nævner du anden påskedag og pinsen – hvad er det, der helt konkret er underligt ved netop de helligdage?

»Jeg synes, det er mærkværdigt, at man lukker hele samfundet ned. Påsken, den står jo i Bibelen, så den kan jeg godt forstå, man holder fast i, sammenlignet med eksempelvis store bededag.«

Hvad med pinsen? Den er jo også nævnt i Bibelen?

»Jeg tror, at der er meget, som er nævnt i de religiøse skrifter, men det, som er afgørende for mig, er, at man tager snakken om, hvad der er det bedste for vores samfund. Vi er nødt til at se på, hvordan vores samfund skal fungere fremadrettet, og hvis vi gerne vil have investeringer i forsvaret, velfærden og en bæredygtig udvikling, så er det nødt til at være nogle penge i kassen.«

Hvad så med grundlovsdag?

»Den skal selvfølgelig blive,« slutter Cille Hald Egholm med et smil.

SVM-regeringen vil afskaffe store bededag, hvilket skal være med til at finansiere øget forsvarsudgifter.

Danskerne skal dog ikke glæde sig til at få store bededag tilbage. For regeringens forslag om at afskaffe helligdagen er permanent, lyder det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen i et skriftligt svar til Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

Lyt til B.T.s politiske podcast med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.