Store bededag kommer ikke tilbage som helligdag i Danmark, hvis regeringen kommer igennem med at afskaffe den.

Heller ikke, når regningen til de ekstraordinært høje udgifter til forsvaret er betalt.

Sådan lyder det nu i et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S).

Regeringens planer om at fratage danskerne store bededag skyldes ellers – ifølge regeringen – et behov for en øget forsvarsindsats i lyset af krigen i Ukraine.

Da B.T. 15. december spurgte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), om danskere ville få store bededag tilbage, når de midlertidigt særligt høje udgifter til forsvaret var betalt, lød det, at »jeg mener, at det er vigtigere at være fri end at holde fri«, før han vendte sig med et smil og udvandrede fra interviewet.

Men svaret på spørgsmålet er altså et klart »nej«, hvis det står til den siddende regering, som består af Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne.

Ane Halsboe Jørgensen (Socialdemokratiet) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Ane Halsboe Jørgensen (Socialdemokratiet) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Regeringens forslag er, at helligdagen skal afskaffes permanent,« lyder det således fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen i et skriftligt svar til Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne.

»Vi står i en situation, hvor der er behov for skarpe prioriteringer til at finansiere de øgede udgifter til vores forsvar og fælles sikkerhed i Danmark. Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag,« skriver Ane Halsboe desuden i sit svar.

Forslaget om at afskaffe store bededag har mødt stor modstand blandt flere andre partier i Folketinget, herunder både Enhedslisten og Nye Borgerlige.

SVM-regeringen har dog flertal til at gennemføre forslaget.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen: