Venstres Europa-Parlamentsvalgs kandidat på Fyn er den stolte modtager af en prestigefyldt pris.
I hvert fald ifølge kandidaten selv. Alexandra Sasha bryster sig nemlig på sociale medier af at have modtaget en pris af Overhuset i Storbritannien, som er en del af det britiske parlament – prisen kalder hun 'House of Lord Award'.
Men det viser sig, at prisen hverken er uddelt af det britiske parlament eller et medlem af parlamentet. Den hedder heller ikke House of Lord Award.
Der er derimod tale om en indisk erhvervspris.
Prisen er uddelt af Indo European Business Forum (IEBF, red.) som er en organisation, der arbejder for bedre handelssamarbejde mellem Indien og EU-landene.
Prisuddelingen skete i forbindelse med et globalt netværksmøde under navnet 'Unicorns and Sustainable Development'. Uddelingen fandt dog sted i det britiske overhus.

Men hverken IEFB, navnet på netværksmødet eller Indien fremgår af Alexandra Sashas opslag.
Heller ikke på LinkedIn kan man læse om IEFB, men der kan man dog under fanen 'Udmærkelser og priser' læse, at prisen er udstedt af det britiske parlament.

Alexandra Sasha har fået prisen for »Iværksætteri gennem teknologi og uddannelse« og »for hendes arbejde inden for bæredygtighed og partnerskaber mellem Europa og Indien,« skriver et indisk medie.
»Jeg er faktisk ret stolt over at kunne sige, at Danmark og Indien har underskrevet det grønne strategiske partnerskab, og siden da har vi samarbejdet om vedvarende energi, havvind, fødevareforarbejdning, vand og forskellige ting,« udtaler Alexandra Sasha i forbindelse med prisoverrækkelsen til det indiske medie.
Med undtagelse af Alexandra og en anden er de øvrige modtagere af IEBF-priser indere.
B.T. har forsøgt at få svar på, hvorfor Alexandra Sasha kalder prisen for en House of Lord Award og skriver, at den er uddelt af det britiske overhus, når der er tale om en pris uddelt af Indo European Business Forum.
Vi har ligeledes forsøgt at få svar på, hvorfor er IEFB ikke nævnt i Alexandra Sashas opslag og hvorfor hun har modtaget prisen.
Alexandra Sasha og Venstre er ikke vendt tilbage med svar på B.T.s spørgsmål inden deadline.