Erik Bøgh Christensen har haft en af de dårligste morgener længe. Han er nærmeste nabo til det udrejsecenter, som regeringen vil anbringe på Langeland, og bor således kun et par hundrede meter nede ad vejen.

Faktisk kan man ikke undgå at passere lige forbi hans hus, hvis man skal fra udrejsecenteret og ned til den nærmeste lille by, Bagenkop, der ligger få kilometer derfra.

»Det ender jo nok med, at jeg ikke kan bo her mere. Jeg er meget ked af det. Jeg har boet her i 74 år. Det er hele mit liv, så det er min tilværelse, der vælter,« siger Erik Bøgh Christensen, der i dag er pensionist.

Er du vred over beslutningen?

»Jeg er ærgerlig. Det er jo den hårde kerne, som flytter ind derovre. Derfor er jeg nervøs. Jeg tror ikke, vi får lov at være i fred,« siger Erik Bøgh Christiansen.

Steen Graversen, der også har boet i nærområdet hele sit liv, er også ked af det. Han har nemlig sat sit hus til salg, som ikke ligger længere væk end en kilometers penge.

»Skal der ligge udrejsecenter?« spørger Steen Graversen, der ikke lige har tjekket nyhederne, da B.T. ringer.

»Det er jeg ked af at høre. Så bliver det måske svært at sælge huset,« siger han.

Asylcenter Holmegaard ved Bagenkop på Sydlangeland. Regeringen oplyste onsdag morgen, at det bliver nyt udrejsecenter. Naboerne er alt andet end begejstrede
Asylcenter Holmegaard ved Bagenkop på Sydlangeland. Regeringen oplyste onsdag morgen, at det bliver nyt udrejsecenter. Naboerne er alt andet end begejstrede Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

»Jeg ville jo gerne have en lidt mindre bolig og flytte lidt tættere til byen. Jeg vil gerne flytte, mens jeg stadig har kræfterne til det,« siger Steen Graversen.

Ville du selv købe dit eget hus, når du nu ved, at det ligger en kilometer fra et udrejsecenter fyldt med kriminelle udviste udlændinge? Ja, det er et træls spørgsmål …

»Det ved jeg ikke. Det må jeg nok tænke lidt over.«

Er du nervøs så?

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterer regeringens planer for et nyt udrejsecenter, i Udlændinge- og Integrationsministeriet onsdag den 19. maj 2021.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterer regeringens planer for et nyt udrejsecenter, i Udlændinge- og Integrationsministeriet onsdag den 19. maj 2021. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Nej, det er jeg ikke. Der har før ligget flygtningecenter. Der var vi helt forskånet for det, så det håber jeg sker igen,« siger Steen Graversen.

Bent Hansen, der har boet en kilometer nord for det kommende udrejsecenter i 67 år, strammer op på sikkerheden.

»Vi plejer ikke at låse vores dør, men det må vi jo nok gøre nu,« siger han.

»Det kan ikke nytte noget at blive sur. Et eller andet sted skal det jo ligge. Det bliver så her. Vi må tage det i stiv arm,« siger Bent Hansen.

Erik Bøgh Christensen, nabo til det kommende udrejsecenter på Langeland, drikker gravøl ovenpå onsdagens nyheder om at cirka 130 udlændinge rykker ind i naboejendommen. Mange af dem med lange fængselsstraffe bag sig.
Erik Bøgh Christensen, nabo til det kommende udrejsecenter på Langeland, drikker gravøl ovenpå onsdagens nyheder om at cirka 130 udlændinge rykker ind i naboejendommen. Mange af dem med lange fængselsstraffe bag sig. Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Er du nervøs?

»Nja … min kone er lidt. Hun kan godt lide at gå tur i området. Det er ikke sikkert, at hun vil fortsætte med det,« siger Bent Hansen.