I store dele af befolkningen, og i udpræget grad hos regeringens støttepartier, har den firkantede afvisning af at hjælpe de danske statsborgere i de syriske lejre tilbage til Danmark, været en bet.
Man kan muligvis beskylde statsminister Mette Frederiksen for gennem en længere periode at være kynisk i den forbindelse – men hidtil yderst konsekvent. Så sent som i marts var der ikke meget at tage fejl af, da Frederiksen skar igennem under en debat i Folketinget:
»Regeringen har valgt en linje, hvor vi ikke ønsker aktivt at bidrage til, at fremmedkrigere kan ramme dansk jord igen, og den holdning står vi ved,« sagde Frederiksen og fortsatte:
»Det er lige festligt nok, at mennesker, der er fremmedkrigere, skal tilbage til Danmark. Der kan jeg faktisk slet ikke forstå, at nogen kan mene, at de har noget som helst med Danmark at gøre længere.«
Igen og igen gentog hun budskabet med lidt forskelligt ordvalg.
»Vi vil ikke arbejde aktivt som regering for at bringe dem til Danmark. De må tage konsekvensen af det helt igennem forkerte valg, de har truffet,« lød det videre.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har været et ekko af statsministerens udtalelser:
»Vi ønsker ikke at hjælpe fremmedkrigere, og vi vil ikke lade fremmedkrigere bruge deres børn som løftestang til, at de selv kan rejse til Danmark – det land, de har forrådt. Regeringens linje er klar, konsistent og velkendt.«
Nu har piben imidlertid fået en anden lyd.
Tirsdag bekendtgjorde regeringen nemlig, at man var vendt på en tallerken og nu vil arbejde for, at tre mødre og i alt 19 børn kan komme hjem fra lejrene.
En kæmpe sejr for både især Enhedslisten, hvor Rosa Lund har været en terrier i regeringens haser.
De nye toner fra regeringen blev ledsaget af en smøre om »nye oplysninger«, som reelt ikke er nye, samt et løfte om at være hård i filten over for kvinderne, hvis de kommer til Danmark:
»De skal stå til ansvar for deres handlinger, og de vil blive forsøgt varetægtsfængslet, så snart de sætter deres fødder på dansk jord,« forsikrede justitsminister Nick Hækkerup.
Mette Frederiksen undgik naturligt nok behændigt selv at udtale sig og blive afsender af budskabet. Den måtte løjtnanter klare.
Fred med det. Politisk kommunikation kan være en iskold affære, hvad timingen i nyheden om et nyt udrejsecenter på Langeland også vidner om.
Når man skal ud med en dårlig nyhed (om et udrejsecenter), kan den i det mindste stjæle fokus fra en anden dårlig nyhed (om regeringens kovending).
Det er det mest ordentlige, både i forhold til de menneskelige hensyn og vores internationale forpligtelser, at vi selv håndterer de danske statsborgere fra lejrene. Også selvom de har vendt Danmark ryggen, svigtet deres børn på det groveste og ikke fortjener nogen særlig sympati.
Hvis Danmark ikke selv tager ansvar, hvordan kan vi så forvente, at andre lande skal hjemtage deres uønskede landsmænd, som vi selv ønsker at sende retur, og som vi i mellemtiden placerer i et center på Langeland?
De Konservatives Mai Mercado, der er valgt på Fyn, deler den umiddelbare skepsis over den nye nabo, som flere på øen har givet udtryk for. Hun kalder ligefrem udrejsecenteret med de afviste asylansøgere for en »fuckfinger til Langeland«.
På den måde fletter de seneste dages politiske bomber sig sammen.
Mette Frederiksen må æde sine egne ord, men afleder opmærksomheden med – en langemand til Langeland.
