En »udansk« og »uhyggelig« »islamisk magtdemonstration«.
Det er nogle af de ord, som politikere bruger til at beskrive et opsigtsvækkende, muslimsk optog i København.
Optoget, der har fået flere politikere op i det røde felt, fandt sted onsdag på Nørrebrogade.
Anledningen var den shiamuslimske højtid kaldet 'ashura' eller 'martyrernes dag', hvor man mindes Profeten Muhammeds barnebarn, Hussein ibn Ali.
Mange hundrede muslimer deltog i optoget, mens de viftede med faner med arabisk påskrift, råbte arabiske kampråb og holdt taler.
Og spørger man Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, er optoget et eksempel på, at vi har problemer med muslimske parallelsamfund i Danmark.
»Jeg synes, at det er meget, meget uhyggeligt. Det giver jo et billede af noget, som man forbinder med noget meget, meget udansk. Altså, sortklædte mennesker, der larmer og begræder Muhammeds barnebarn. Det har jo intet, intet med danske traditioner at gøre,« siger hun til B.T.
Men altså, man kunne også vende den om og sige: Det her er shiamuslimer, som markerer en helligdag, der betyder meget for dem. Hvad er problemet i det?
»Jeg ser ikke nogle integrerede muslimer i det her optog. Kvinderne går bagest og er tildækkede. Det er en total fundamentalistisk islamisk tradition, vi er vidne til, og ikke et normalt syn, som vi gerne vil have i Danmark,« svarer Pia Kjærsgaard.

Kjærsgaard møder opbakning fra Susie Jessen, der er politisk ordfører for Danmarksdemokraterne.
»Der er ikke noget i den demonstration, der hører hjemme i Danmark. Jeg kan ikke se det som andet end en islamisk magtdemonstration,« siger hun til B.T. og tilføjer:
»Det giver mig kuldegysninger at se en demonstration som den her. Det går imod ligestillingen af mænd og kvinder, at kvinderne er degraderet til at gå bagest i deres lange sorte klæder. Det er så nedladende,« tilføjer hun.
Muslimerne, der deltager, markerer en muslimsk helligdag. Hvad er problemet i det?
»Der er religionsfrihed i Danmark. Men jeg synes nu, at de skulle begynde at bruge tid på at markere for eksempel grundlovsdag i stedet for. Det synes jeg ikke, at vi ser dem gøre så tit. De burde bruge tid på at markere de dage, som vi har i Danmark, der betyder noget for os. Hvis man vil være dansker, så er det det, man bør bruge sin tid på i stedet for at gå og råbe ned ad Nørrebrogade,« svarer Susie Jessen.

Optoget, der finder sted hvert år, blander også politiske emner ind i den religiøse fejring.
Sidste år handlede optoget således om koranafbrændinger, mens det i år var krigen i Gaza, der var på dagsordenen.
Det er ifølge Pia Kjærsgaard »forkasteligt«, at deltagerne i optoget på den måde bruger deres religion politisk.
»Det er ren politik, ligesom islam er en politisk ideologi. Det er forkasteligt, og jeg fatter ikke, at der ikke er flere, der tager afstand fra det,« siger hun.
Murtada Alshawi, der er koordinator for Ashura-optoget, afviser kritikken fra Pia Kjærsgaard og Susie Jessen.
»Danmark er blevet multikulturelt som USA og England, og derfor må politikere også bukke under for denne urokkelige forandring, der kun er til gavn og som styrker vores diversitet og sammenhold herhjemme i kongeriget,« siger han til B.T. og tilføjer, at han og de øvrige arrangører arbejder for »en normalisering« af Ashura og lignende muslimske højtider.
Samtidig forklarer Murtada Alshawi, at man med årets optog ønsker at vise solidaritet med den palæstinensiske befolkning.
»Vi tilslutter os dermed resten af Danmark, der i flere måneder har vist deres utilfredshed med politikernes manglende ageren i forhold til massakrerne i det besatte Palæstina og forskelsbehandling i modsætning til den uendelige støtte til Ukraine,« siger han.
Ashura-optoget arrangeres af en række danske moskéer, herunder den kontroversielle Imam Ali Moské i Københavns Nordvest-kvarter.
Det har tidligere været beskrevet, hvordan denne moské med egne ord er »underlagt« lederen af det iranske regime og har tætte forbindelser til en kontroversiel tysk moské, der ifølge tyske efterretningstjenester spreder iransk propaganda.
Derudover har Mohammad Khani, der er imam i Imam Ali Moskéen, vakt opsigt med sine udtalelser om Hamas og Israel i B.T.s podcast »Borgerlig Tabloid«.

