Den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen har været hårdt ramt af coronavirus.

Det skriver Uffe Ellemann-Jensens søn Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

'For fire uger siden - lige op til Venstres sommergruppemøde - blev han (Uffe Ellemann-Jensen, red.) indlagt med lungebetændelse og corona. Han er og var færdigvaccineret, men han blev smittet alligevel. Han er ikke helt ung længere, så han blev ramt ganske voldsomt,'  skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Han fortæller videre, at den tidligere Venstre-formand og udenrigsminister var indlagt i tre uger.

Her fik den nærmeste familie, som er færdigvaccineret, lov til at besøge Uffe Ellemann-Jensen 'i fuld beskyttelsesdragt', som sønnen skriver.

Han beskriver også den frygt, han havde for at miste sin far.

Ikke mindst fordi, der var nogle tidspunkter, hvor det stod slemt til:

'Frygten efter hvert af de første besøg var, at det måske var det sidste. Der var nogle døgn, hvor det så vanskeligt ud, og havde han ikke været vaccineret, havde han ikke klaret den,' skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Han kan lykkeligvis berette, at det går fremad med faderen, som nu er i genoptræning efter den voldsomme omgang.

'At se ham i sit eget tøj i stedet for hospitalsskjorten, og at se ham genvinde sin styrke, så den igen nærmer sig den ild i øjnene, der aldrig forsvandt undervejs, er fantastisk. Snart er han hjemme hos min mor igen, og det trænger de begge to til,' skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Han slutter sit opslag med at takke de professionelle personer, som han selv og faderen har mødt gennem sygdomsforløbet.

Og så benytter han lejligheden til at komme med en opfordring:

'Så hvis du ikke er blevet vaccineret, så se at komme afsted. Om ikke af andre og mere oplagte grunde, så fordi det giver dig mulighed for at besøge dine kære, hvis de skulle blive alvorligt syge.'