I løbet af fredagen blev forsvarsminister Trine Bramsen grillet for sin ageren i dagene omkring Afghanistans fald – og ikke mindst et besøg på Ærø.

Der blev sagt mangt og meget, men især én bemærkning har vakt opsigt efterfølgende.

Den faldt fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Annette Lind.

Helt specifikt sagde hun:

»Jeg synes næsten, ministeren (forsvarsminister Trine Bramsen, red.) skulle have en medalje for at tage på arbejde søndag formiddag, fordi alle ved her, hvordan vi har haft en mega hård uge i forhold til den her tid omkring Afghanistan.«

Men kan det være rigtigt, at en forsvarsminister 'næsten' skal have en medalje for at tage på arbejde en søndag, hvor Kabul ser ud til at falde til Taliban med stribevis af danskeres skæbne i et limbo?

Det har B.T. spurgt Annette Lind ind til:

Kan du uddybe din kommentar om, at forsvarsministeren skulle have en medalje for at møde på arbejde en søndag?

Socialdemokratiets Annette Lind. (arkivfoto)
Socialdemokratiets Annette Lind. (arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Jeg mener bare, at vi alle sammen har arbejdet vanvittigt hårdt hele ugen, og at man står op søndag morgen og kommer af sted, det synes jeg bare er fint.«

Men når nu vi har en forsvarsminister, er det så ikke en pligt at stå op og gå på arbejde, når Kabul falder?

»Selvfølgelig, men det vidste vi jo ikke på det tidspunkt. Der er ikke andet i det, end at vi arbejdede sindssygt hårdt den uge.«

Men det er jo ikke fordi, forsvarsministeren ikke havde fået at vide, at Kabul kunne falde. Den ene efterretningstjeneste efter den anden havde sagt, at nu stod Taliban ved døren til Kabul. Så er det ikke rimelig at forvente, at en minister stiller op?

»Der ligger ikke andet i det – og du hørte selv hele forklaringen i forhold til ministerens udtalelser om Kabul i dag. Det, det gik på, var, at jeg var træt. Det var alle andre også. Og vi arbejdede rigtig meget. Og derfor synes jeg, at møde på arbejde tidligt næste morgen, det var fint.«

Men ligefrem have en medalje?

»Det var jo noget, jeg sagde i samrådet, så at få en medalje er selvfølgelig ikke bogstaveligt talt. Men det handler jo bare om, at der er en minister, der passer sit arbejde.«

Så en medalje var lige voldsomt nok?

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) under samråd i folketingets forsvarsudvalg om forsvarsministerens ophold på Ærø.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) under samråd i folketingets forsvarsudvalg om forsvarsministerens ophold på Ærø. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Hun passer sit arbejde, og det synes jeg faktisk, hun skal have ros for.«

Men det er jo hendes job at passe sit arbejde. Behøves man have ros for det?

»Det synes jeg sådan set, når det er så ekstraordinært, som det er. Hun tager af sted, fordi hun har en aftale, og hun passer sit arbejde. Det er rigtig fint.«

»Der er ikke andet i det. Og sådan er det.«

»Vi var alle sammen meget, meget trætte. Vi havde haft en rigtig hård uge. Og når hun så tager af sted, så synes jeg, hun skal have ros for det.«

Så det er der, den ligger?

»Ja,« afslutter Annette Lind.