Hvis du længes efter en rejse uden for Danmarks grænser, så er der gode nyheder på vej.

I et aftaleudkast, som B.T. har set, vil regeringen nemlig begynde at genåbne for udlandsrejser allerede fra 21. april.

Til en start vil regeringen dog kun lempe på isolationskravet for indrejsende fra 'gule lande', ligesom erhvervsrejsende vil kunne møde på arbejde uden krav om isolation.

Samtidig vil danskere med en ødegård i Norden kunne smutte forbi ødegården uden krav om isolation, når de kommer hjem.

I dag er kravet, at man skal gå i selvisolation i 10 dage, efter man er kommet hjem fra udlandet. Man kan dog afbryde isolationen efter fjerdedagen, hvis man har en negativ pcr-test.

Hvis man er færdigvaccineret, er der dog meget at glæde sig til, når kalenderen rammer 6. maj.

Her vil regeringen ifølge aftaleudkastet tillade alle færdigvaccinerede danskere og udlændinge at rejse ind og ud af Danmark uden krav om test og isolation efter indrejse i Danmark.

Det gælder dog kun fra gule og orange lande i Europa, mens det fortsat frarådes at rejse til 'røde lande'.

Et rødt land er defineret ved, at 'der er bekymrende varianter af covid-19', fremgår det af udkastet.

Men uanset hvilken farve landene får, så må alle danskere, som ikke er vaccineret, væbne sig med tålmodighed.

Først i slutningen af juni forventer regeringen ifølge aftaleudkastet, at alle danskere frit vil kunne tage på sommerferie i Europa med et EU-coronapas, hvor det vil fremgå, om man er vaccineret eller har en spritny negativ test.

I aftaleudkastet fremgår det dog, at turister fra 'midten af maj' – når alle danskere over 50 år har fået tilbudt en vaccine – vil kunne reje til Danmark uden et anerkendelsesværdigt formål. Det gælder dog kun indrejsende fra orange EU-lande og enkelte tredjelande.

Der vil dog stadig være krav om test og isolation.

Det er vigtigt at påpege, at datoerne kun er vejledende og kan ændre sig, hvis coronasmitten ikke forløber som ventet.

Tirsdag eftermiddag mødes partierne for at lægge sidst hånd på aftalen.