Trustpilot har valgt at give værkstedskæden QuickPot en advarsel, efter B.T. har beskrevet, hvordan Morten Sørensen blev tilbudt penge, hvis han fjernede sin kritiske anmeldelse.

Det oplyser Trustpilot til B.T.

»Virksomheden har tydeligvis brudt vores retningslinjer. Vi har sendt en advarsel, der forklarer, at den type adfærd er en klar overtrædelse af vores retningslinjer, og vi vil fortsat holde øje med deres profil,« skriver Stine Mangor Tornmark, der er Senior Vice President hos Trustpilot, i en mail.

Over for B.T. bekræfter administrerende direktør i QuickPot, Steen Haugaard Fransen, at de har modtaget en advarsel.

Denne mail modtog Morten Sørensen fem minutter efter, han havde lagt en anmeldelse på Trustpilot.
Denne mail modtog Morten Sørensen fem minutter efter, han havde lagt en anmeldelse på Trustpilot. Foto: Skærmbillede
Vis mere

»Vi har beklaget over for Trustpilot og lagt os fladt ned på den her. Kunden skulle have en kompensation for flere forgæves besøg hos os, men mailen er kluntet formuleret, og det er ikke godt nok,« siger han.

Direktøren understreger samtidig, at det ikke er sådan, værkstedskæden normalt arbejder.

Er du også blevet tilbudt penge eller anden kompensation, hvis du fjernede en kritisk anmeldelse? Så hører B.T. gerne fra dig på 1929 eller danf@bt.dk

B.T. har de seneste dage beskrevet, hvordan flere virksomheder og butikker tilbyder penge, mod at kunden sletter en kritisk anmeldelse.

Blandt andet fik Benjamin Holstebro et nedslag på sin regning på 5.000 kroner, efter han fjernede sin anmeldelse. Det kan du læse mere om her.

B.T. har derudover været i kontakt med adskillige andre danskere, der også har oplevet at få tilbudt penge.

Trustpilot oplyser yderligere, at de tager afstand til enhver form manipulation af anmeldelser på deres hjemmeside.

»Vi har et sæt klare retningslinjer for brugen af vores platform, som tydeligt slår fast, at virksomheder ikke må forsøge at påvirke forbrugeren til at anmelde virksomheden positivt eller negativt. Og vi tager stærkt afstand fra ethvert forsøg på at manipulere med anmeldelser,« siger Stine Mangor Tornmark.