To og et halvt år efter valget i 2016 er den amerikanske præsident Donald J. Trump mere populær end nogensinde. Og uanset hvor hurtigt skandalerne ruller ind, er det meget få amerikanske vælgere, der siden valget har ændret syn på deres kontroversielle leder.

I denne uge kunne den store amerikanske avis The New York Times afsløre, at Donald Trump i perioden 1985 til 1994 som forretningsmand havde tabt ikke færre end 1,3 milliarder dollar. Det svarer til otte milliarder danske kroner. Og ifølge CNN rundede Trump i slutningen af april (som præsident) sine første 10.000 lodrette løgne.

Donald Trump er ifølge modstandere som Bernie Sanders 'den værste amerikanske præsident nogensinde'.

Den forhenværende FBI-chef James Comey mener ligefrem, at Trump er en trussel imod hele det amerikanske sytem og landets demokrati.

Men lige meget nytter det.

Til vælgermøde med Donald Trump i Panama City, Florida.
Til vælgermøde med Donald Trump i Panama City, Florida. Foto: KEVIN LAMARQUE - Reuters
Vis mere

Iføge en ny undersøgelse foretaget af Democracy Fund Voter Study Group, har 85 procent af den amerikanske vælgerskare således ikke ændret syn på præsidenten siden valget i 2016. Og ifølge samme undersøgelse, der er foretaget iblandt over 7.000 amerikanske vælgere, står godt 48 procent af disse vælgere solidt bag deres præsident.

Den eneste gruppe, der har vaklet i deres opbakning, er de vælgere, der i 2016 gik direkte fra at stemme på Barack Obama til at stemme på Donald Trump.

Her har godt 40 procent i dag fortrudt deres Trump-stemme.

Under valgkampen i 2015 pralede Trump med, at han kunne skyde en person midt på gaden i New York, uden at det ville påvirke hans popularitet. Og ifølge Rob Griffin, der står bag undersøgelsen foretaget af Democracy Fund Voter Study Group, holder denne påstand vand.

USAs 45. præident Donald J. Trump
USAs 45. præident Donald J. Trump Foto: SHAWN THEW - EPA
Vis mere

»Trump har en solid vælgerbase, der dækker godt 35 procent af den samlede amerikanske befolkning. De rykker sig ikke. Og uanset hvad præsidenten gør, står de bag ham - 100 procent. Hvis man dertil lægger godt femten procent svingvælgere, der er glade for øjeblikkets økonomiske optur, så rammer Trump de godt 50 procent, der vil sikre ham genvalg i 2020,« siger Rob Griffin, der kalder Trump 'en præsident uden sidestykke i amerikansk historie'.

»Vi har aldrig haft en præsident, der i den grad spiller fløjene ud imod hinanden. Og samtidig har vi aldrig haft en præsident, med så solid en fanbase,« siger Rob Griffin.

På den modsatte fløj er 45 procent af de amerikanske vælgere ifølge den nye undersøgelse konstant negativt stemt overfor Donald Trump. Og ligesom præsidentens fans rykker de sig aldrig.

»Det her drejer sig ikke om politik eller ideologi. Det her er en krig.«

Vilde Trump-fans ved vælgermøde i Florida, onsdag.
Vilde Trump-fans ved vælgermøde i Florida, onsdag. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI - AFP
Vis mere

Sådan siger David Brooks, der er klummeskriver for avisen New York Times.

»De amerikanske vælgere vil have sygesikring, et godt uddannelselssystem og en rimelig fordeling af landets rigdom. Men når valgkampen først starter, så drejer det sig mest af alt om persondyrkelse.«

»Du er enten for eller imod Donald Trump. Og hvis du som demokratiske modkandidat således vil have en chance ved valgkampen i 2020, så er det Trump, du skal tale om - for eller imod,« siger David Brooks.