Det kan være svært at finde en mere intens fan af Donald Trump end Brian Kolfage fra Florida. Men trods sin entusiasme og påståede patriotisme kunne den højt dekorerede krigsveteran tilsyneladende ikke holde nallerne fra de næsten 140 millioner kroner, som han indsamlede til Trumps grænsemur imellem USA og Mexico.
Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.
Ligesom mange andre Trump-tilhængere mente Brian Kolfage, der mistede begge ben og sin højre arm under krigen i Irak, ikke, at byggeriet af Trumps omtalte Mexico-mur gik hurtigt nok.
'De liberale fjolser og landsforrædere gør alt for at sætte vores landets sikkerhed overstyr,' skrev Kolfage på sin Facebook-hjemmeside.

Derfor startede den 36-årige dekorerede krigshelt sin egen GoFundMe-Kampagne. Og det blev et stort hit.
På mindre end et halvt år stod Brian Kalfage således med 22 millioner dollar på sin GoFundMe-konto. Og ifølge nyhedshjemmesiden The Stern Facts og avisen Washington Post var den fristelse bare for stor.
Ifølge kilder tæt på præsidentens største fan blev pengene således i stedet brugt på at finansiere Brian Kolfage nyanlagte og ikke så lidt luksuriøse livsstil.
Nye indkøb består ifølge medierne bl.a. på en luksusyacht til en værdi af syv millioner kroner, flere luksusrejser til en samlet værdi af en halv million kroner, flere nye biler og et nærmest ubegrænset brug af privat-fly.

Ikke dårligt for en hårdt trængt krigsveteran, der efter eget udsagn i 2016 var tæt på bankerot.
Brian Kolfages oprindelige murplan var at opkøbe landområder langs den amerikansk-mexicanske grænse (primært i staten Arizona), der tilhører private amerikanere. Og når jorden så var opkøbt – hvor svært kunne det så være at banke den mur op?
Det viste sig ifølge ABC News at være ret svært. Og selv om Brian Kalfage via Instagram og Facebook lige siden starten af 2019 har lovet, at byggeriet skulle starte i både marts, april og nu maj, er der ingen, der har set så meget som skyggen af en mur. Og ifølge The Stern Facts har deres journalister endnu ikke opstøvet en eneste privat jordejer, der er blevet opsøgt af eller har solgt dele af deres grunde til Brian Kolfage og hans 'Lets Build That Wall'-forening.
'Over 300.000 amerikanere har givet deres hårdt tjente penge til det gode formål. Men nu tyder alt på, at vi blot er blevet taget ved næsen.'

Sådan skriver en af de mange utilfredse Trump-fans, der har givet en stor del af sin opsparing til Kalfages og Trumps grænsemur, på Twitter, og han fortsætter:
'Hvis der er én ting, jeg hader mere end liberale, så er det en person, der lyver og sætter sine egne selviske behov før ærlighed og patriotisme. Det er skamfuldt.'
Den gode amerikaner truer Brian Kalfage nu både avis og internetmedie med sagsanlæg.
Han fastholder, at luksusskibet allerede blev bestilt i starten 2017 og derfor ikke har noget med Trump-indsamlingen af gøre.
Men selvom både The Stern Facts, Washington Post, ABC News og nu også The Daily Beast har stillet en række spørgsmål, hvor de beder Brian Kalfage om bevis på murbyggeriet eller i det mindste bevis på opkøbet af de omtalte landområder (primært i staten Arizona), så er 'svaret' dyb stilhed.

Præsident Donald Trump har ikke selv udtalt sig i sagen om Brian Kolfage.