Kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) er fortsat optimistisk i forhold til drøftelser om at danne en regering.

»Der er selvfølgelig uenigheder, men der er også store fællesmængder. Jeg er dog fortsat optimistisk i forhold til det politiske indhold, som bevæger sig i den rigtige retning.«

»Men for at opnå en enighed kræver det selvfølgelig, at alle parter er villige til at tilsidesætte personspørgsmål og bøje sig mod hinanden i forhold til det politiske indhold,« skriver han på Facebook.

Det sker oven på en dag, hvor Lars Løkke kontant meldte ud, at han ikke vil sidde i regering med Morten Messerschmidt.

Og at se lige netop de to - Morten Messerschmidt og Lars Løkke 'bøje sig ind mod hinanden' er ekstremt svært, hvis man spørger B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

»Det er svært at komme i tanke om to politikere, der afskyr hinanden mere end de to,« har han tidligere tirsdag udtalt til B.T.