Blå drøm vakler på strid om udlændinge: De afskyr hinanden
Troels Lund kæmper for en blå regering, men værdipolitik i almindelighed og udlændingepolitik i særdeleshed splitter fortsat Løkke og Dansk Folkeparti.

Troels Lund kæmper for en blå regering, men værdipolitik i almindelighed og udlændingepolitik i særdeleshed splitter fortsat Løkke og Dansk Folkeparti.

Der er ikke længere et rødt flertal i Danmark. Alligevel tyder intet på, at danskerne får den borgerlige regering, som Troels Lund Poulsen (V) nu gør alt for at få.
Det er der groft sagt én grund til. Og den grund træder om kort tid ind på Scandic Hotel på Kalvebod Fælled.
Her er Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen klokken 20 inviteret til forhandlinger om en blå regering hos Troels Lund.
Og Løkke har på intet tidspunkt sagt, at han ønsker en blå regering, forklarer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Det skyldes, at en sådan regering vil være afhængig af Dansk Folkeparti og partiets leder, Morten Messerschmidt.
Her har vi at gøre med et af de største politiske fjendskaber i nyere tid.

»Det er svært at komme i tanke om to politikere, der afskyr hinanden mere end de to,« vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
De to partichefer har ligget i åben krig i et godt stykke tid, og der er ikke blot tale om ren og skær personfnidder.
I mandagens udgave af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, lød det sådan her fra Messerschmidt:
»Man skal huske, at på alle væsentlige områder ønsker Lars Løkke det modsatte for Danmark end for mig.«
Det mest væsentlige område er udlændingepolitikken, ifølge Joachim B. Olsen. Og dermed altså ikke den økonomi, som ellers er det officielle emne for dagens forhandlinger på Scandic.
Lars Løkke Rasmussen har eksempelvis kaldt DFs hjemrejsepolitik for uforenelig med grundlæggende værdier i ikke bare Danmark, men »hele den civiliserede del af verden.«
Hjemsendelsespolitiken går i sin essens ud på hjemsendelser af alle udlændinge, der har begået en overtrædelse af straffeloven eller modtager sociale ydelser, og om aflåste udrejsecentre og muligheden for at trække allerede uddelte statsborgerskaber tilbage.
De kolde følelser er gengældt fra DFs side. Morten Messerschmidt har afvist at gøre Løkke til minister og givet udtryk for, at sidstnævnte er synonym med fri indvandring.
Til B.T. fortæller Lars Løkke Rasmussens tidligere spindoktor Jacob Bruun, at det ikke udelukkende er udlændinge, men i det hele taget værdipolitik, der er den helt store sten i skoen mellem de to kamphaner.
Det kommer til udtryk i deres uenighed om indførelsen koranloven, afskaffelsen af store bededag, deltagelsen i konventioner og mængden af udviklingsbistand.
»Der er meget stor forskel på Løkke anno 2026, der har rykket sig mod midten, og Messerschmidt, der er gået til højre. På den måde er det omvendt fra det, vi har talt om, der var problemet for de røde de seneste seks uger,« siger Bruun og fortsætter:
»Der er man i stedet uenige om økonomien. Et område, hvor jeg egentlig tror, at de blå partier godt kan komme nogenlunde overens.«
Troels Lund Poulsen står derfor med en næsten umulig opgave, når det kommer til værdipolitikken.
For selv om vælgerne fjernede det røde flertal, har det endnu ikke bragt blå blok tættere på regeringsmagten.
Skal blå blok tilbage til magten, kræver det et samarbejde mellem to partier og to partiledere, som grundlæggende ikke ønsker det samme projekt.