Troels Lund chanceløs på Scandic: 'Det er spild af tid'
Han er på noget af en opgave i disse dage, Venstres formand Troels Lund Poulsen.

Han er på noget af en opgave i disse dage, Venstres formand Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen (V) har fået til opgave at afsøge mulighederne for en blå regering.
Men ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, så er der ingen grund til at pakke det ind:
Dét spor er stendødt.
»Det er jo spild af tid. For der kan ikke dannes en blå regering – det er en ligning, der ikke går op,« siger Joachim B. Olsen.
Han henviser til, at en sådan regering vil have brug for både Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.
Det har imidlertid ingen gang på jord. Og det er der to årsager til.

»For det første har Lars Løkke på intet tidspunkt sagt, at han overhovedet vil have en blå regering. Tværtimod har han sagt, at han ikke vil være afhængig af yderfløje.«
Joachim B. Olsen fortsætter:
»Og så aflivede Morten Messerschmidt selv definitivt i går muligheden for, at han kan støtte en regering, hvor Lars Løkke Rasmussen er med.«
Det er Hotel Scandic Spectrum i København, der lige nu lægger ramme til forhandlingerne om den blå regering, som Troels Lund Poulsen har fået 14 dage til undersøge mulighederne for.
Klokken 20.00 tirsdag er det Lars Løkke Rasmussens tur til at besøge Troels Lund Poulsen. Men det er formentlig ikke meget, der kommer ud af det møde.
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er nemlig grundlæggende af samme opfattelse som sin kommentatorkollega.
»Det ser tungt ud for Troels Lund. Det, der kunne have været en 'gamechanger' døde i går med Messerschmidts afvisning,« siger han.
Men betyder det, at Troels Lund Poulsen de næste 14 dage blot agerer pauseklovn, indtil stafetten ryger tilbage til Mette Frederiksen (S)?
Nej, siger Joachim B.
»Det, som Venstre får ud af det her alligevel, det er en masse opmærksomhed til at tale om sin politik og ikke mindst for at vise, at det i hvert fald ikke er Venstre, der ikke forsøger og er konstruktive.«
Henrik Qvortrup følger trop:
»Det er klart, at Troels Lund Poulsen ikke bare kan skænke kaffe til partierne i går og i dag, og så, fordi det ser svært ud, bare stoppe. Det bliver nødt til at være seriøst og tage de der 14 dage, hvis det skal give nogen mening,« siger han og fortsætter:
»Men jeg gad godt vide, hvad det er, de taler om derinde. For den økonomiske politik, som er emnet i forhandlingerne lige nu, er de blå langt hen ad vejen enige om. Til syvende og sidst handler det derfor om, om viljen er der eller ej.«