Dagen derpå er Arne Boelt i virkeligheden stadig en smule rystet.

»Det var en tilbagegang, der kunne mærkes. Jeg havde sådan set regnet med, at vi kunne have reddet stormen af og fortsat. Men det kunne vi jo slet ikke,« siger han.

Han tabte tirsdagens valg med et brag, hvor borgmesterposten i Hjørring forduftede sammen med hele fem mandater. Dermed blev Arne Boelt det klareste symbol på den socialdemokratiske nedtur, der ramte bredt i hele Nordjylland.

Her måtte partiet alt i alt give afkald på to borgmesterkæder og posten som regionrådsformand. Den samlede tilbagegang i byråd og regionsråd blev på 20 mandater – ingen steder var der mandatfremgang.

Arne Boelt er ikke i tvivl om, at den stadig buldrende minksag og de slettede sms'er kan have en betydelig del af skylden for den massive tilbagegang. Det han kalder for 'stormen'.

»Det var jo hos os, at det hele begyndte. Jeg synes egentlig ikke, at det har fyldt i valgkampen, men der er ingen tvivl om, at det har fyldt ude i hjemmene. Det kan du jo se, ellers får vi jo ikke sådan en tilbagegang. Det har vi fået stort set overalt,« siger den snart forhenværende borgmester i Hjørring – det samme mener i øvrigt Hjørrings nye borgmester, Venstres Søren Smalbro. Det kan du læse mere om her.

Samme toner lyder fra S-regionsformand Mogens Vestergård Hansen. Han henviser til, at det igangværende kommissionsarbejde og polemikken om regeringens slettede sms'er stadig fylder hos borgerne.

»Når et parti får negativ omtale, danner det nogle ringe i vandet, og man kan ikke komme uden om, at vi har været i vælten det sidste stykke tid. Og når der har været så massiv dækning i medierne, tror jeg ikke på andet, end at det har haft indflydelse,« siger han:

Arne Boelt er til nytår færdig som borgmester i Hjørring efter 12 år.
Arne Boelt er til nytår færdig som borgmester i Hjørring efter 12 år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Men kunne da have håbet på, at der var løbet meget vand i åen, nu, når der er gået et år.«

Nedturen kostede også Socialdemokratiet det absolutte flertal i Aalborg, mens den ellers så urørlige S-borgmester i Frederikshavn, Birgit Hansen, endda også fik færre stemmer end ved sidste valg.

Politisk analytiker for TV 2 Nord Søren Wormslev er dog ikke helt enig i, at den landspolitiske minksag udelukkende er skyld i den socialdemokratiske nedtur i Nordjylland.

»Når man skal forklare et nederlag, er det forståeligt, at man hellere vil forklare det med nogle andres handlinger end med sine egne,« siger han og tilføjer, at der især i Hjørring og Aalborg har været lokalsager, der kan have kostet.

»Men Socialdemokratiet har mange steder haft tilbagegang, og det er ikke sikkert, at det alle steder er lokale forhold, der har spillet ind,« som han tilføjer.

Det ændrer dog ikke på, at eksempelvis Arne Boelt skal afgive sin borgmesterstol til nytår. Og han vil da heller ikke klage over, at det kan være den socialdemokratiske regerings håndtering af minksagen, der kan have kostet ham posten.

»Det går jo også den anden vej. For fem måneder siden red vi på en bølge, og når vi så meningsmålingerne, labbede vi det i os. Men det er da ikke godt, og der bliver noget at reparere på,« siger Arne Boelt.

I Nordjylland er der nu kun to socialdemokratiske borgmestre i 11 kommuner. I de resterende ni sidder Venstre nu på magten, ligesom nu også i regionsrådet.