De offentlige aarhusianske toiletter er ulækre, og der er ingen, der vil bruge dem.
Det mener SF i Aarhus, som samtidig siger, at det må have konsekvenser for AFA JCDecaux, der er det rengøringsfirma, der varetager rengøring af de offentlige toiletter.
Det skriver Jyllands-Posten.
»Offentlige toiletter i Aarhus er en aarhushistorie, og det er ikke godt nok, at der konstant er så mange toiletter, der ikke virker, eller er så ulækre, at ingen vil bruge dem,« siger Jan Ravn Christensen, der er medlem af Aarhus Byråd for SF, og fortsætter:
»Det er åbenlyst, at virksomheden ikke har været i stand til at løfte opgaven, og derfor er forvaltningen nødt til at handle.«
Den åbenlyse utilfredshed med rengøringsfirmaet viser sig også i det nye budgetforlig, som Aarhus Kommune har indgået. Her står der:
»Forligspartierne ønsker, at Teknik og Miljø styrker opfølgningen på aftalen, gør klar til at hjemtage aftalen, gør misligholdelse gældende og tager alle nødvendige juridiske skridt, hvis der ikke snarest sker en markant forbedring.«
Kontrakten med AFA JCDecaux løber lige nu indtil 2029.
Administrerende direktør i AFA JCDecaux oplyser til Jyllands-Posten, at de allerede i næste uge har et møde med Aarhus Kommune om status og tiltag for forbedringer, samt at han forventer, at borgerne i Aarhus vil opleve en langt bedre service som følge af teknisk optimering.
Han understreger dog også, at der kan opstå problemer imellem servicebesøg, og det er et vilkår for offentlige toiletter.


