Danmarks statsminister er blandt verdens bedst betalte toppolitikere.

Som ny statsminister har Mette Frederiksen (S) fået sig et udmærket betalt job.

I hvert fald hvis man kigger på en ny top-20-liste over de bedst betalte toppolitikere i hele verden.

Her sidder hun lunt i selskab med USA's præsident, Donald Trump, og Tysklands kansler, Angela Merkel.

Tysklands kansler, Angela Merkel, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), er begge placeret på listen over de bedst betalte toppolitikere i verden.
Tysklands kansler, Angela Merkel, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), er begge placeret på listen over de bedst betalte toppolitikere i verden. Foto: TOBIAS SCHWARZ
Vis mere

Det er den amerikanske hjemmeside 24/7 Wall Street, der har lavet en liste over de 20 bedst betalte regeringsledere i verden.

Listen er baseret på data fra Den Internationale Valutafond, CIA World Factbook og hjemmesiderne til de forskellige landes regeringer.

Og generelt er der tale om politikere, der arbejder i og for de rigeste og mest produktive lande i verden.

Danmarks statsminister snupper nummer 15 på listen med en løn beregnet efter hjemmesidens oplysninger til 1,6 millioner kroner.

Ifølge regeringen tjener Danmarks statsminister 1,57 millioner kroner i ministervederlag.

Det beløb er dog ikke med tillæg som ministerpension og folketingsvederlag indberegnet, ifølge Moderniseringsstyrelsen.

Danmark bliver skarpt efterfulgt af vores nabolande i Norden, Sverige på nummer 16 og Island på nummer 17.

På toppen af listen har vi statsministre og ledere, der langt overgår, hvad en gennemsnitlig borger ellers tjener i deres respektive lande.

Singapores premiereminister, Lee Hsien Loong, har god grund til at smile. I hvert fald hvis man kigger på hans løn.
Singapores premiereminister, Lee Hsien Loong, har god grund til at smile. I hvert fald hvis man kigger på hans løn. Foto: FELINE LIM
Vis mere

På førstepladsen troner Singapores statsminister, der er politisk leder i et af de mindste lande på kloden.

10,7 millioner kroner ruller hvert år ind på Lee Hsiens konto.

På fjerdepladsen kommer præsidenten i supermagten USA, Donald Trump, der tjener 2,6 millioner kroner i året som præsident. Han har fortalt, at han donerer sin løn til velgørende formål.

Lande som Qatar, Brunei Darussalam og Saudi-Arabien er blevet udelukket fra listen på grund af manglende data.