Et stykke blottet maveskind endte med at løbe med en del fokus, da Dronningen tirsdag aften inviterede til nytårstaffel.
At hans skjorte ikke lige fik dækket hele hans mave, da han sad ned, lod den danske uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers sig dog ikke slå ud af kurs af - og det bliver han nu hyldet for.
'I 2019 skal vi gøre op med perfekthedskulturen. Jeg startede godt ud med at vise lidt mave under et live interview på DR1. Godt nytår!'
Sådan skrev han tirsdag aften på Twitter, efter han under et interview med DR - som fulgte ham med en journalist og kameramand i hans ministerbil på vejen til Amalienborg - uforvarende var kommet til at blotte et stykke af sit maveskind i bedste sendetid.
Billeder fra interviewet flød hurtigt over på det sociale medie, hvor folk både morede sig over det, gav udtryk for, at det var synd for nytårstaffel-debutanten og kritiserede fotografen for ikke lige at have gjort ministeren opmærksom på skjorte-fejlen eller filmet ham fra en anden vinkel.
Tommy Ahlers eget svar på det lille stykke med bart har siden høstet flere roser.
Både fra Folketings-kolleger og fra almindelige borgere.
'Sådan ser overskud ud! Godt gjort, minister!,' skriver Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen på Twitter, mens den politiske ordfører for Det Konservative Folkeparti - Mette Abildgaard - har kvitteret ministerens opslag med blandt andet en smiley, der græder af grin, og en smiley med hjerter i øjnene.
Den tidligere folketingspolitiker og minister Søren Pind har et enkelt råd til Tommy Ahlers:
'Køb en ministeruniform. Den dækker fuldstændigt foran...', skriver han i kommentarsporet på Twitter.
Også Twitter-brugeren Håkon F Bisgaard roser uddannelses- og forskningsminister for håndteringen af sagen:
'Dette er nok årets tweet indtil videre! Godt reageret og godt nytår', skriver han, mens brugeren Henrik K. Nyboe skriver:
'Er sikker på, at du scorer prisen for 'årets bal-debutant'. Kæmpe fan!'
Brugeren Claus Fadum Nissen fortsætter rosen ved at skrive:
'Snappy come-back og selvironi i ministerbil - skønt at se! Mere af den slags plus gode ideer, der tager os ud af vanetænkningen!', mens Birthe Skyt skriver:
'Så enig! Herligt du lige uforvarende kom til at være det perfekte eksempel på, at der intet sker ved at være knap så tillukket.'
