De hastigt stigende priser på fødevarer kommer til at fylde en del i den spørgetime, statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag klokken 13 afholder i Folketinget.
Helt konkret er det en reduktion af momsen på fødevarer, der bliver taget op.

»Vi stiller i finanslovsforhandlingerne med krav om reduktion af fødevaremomsen, og jeg vil spørge, hvorfor hun ikke vil bakke op om det,« siger Morten Messerschmidt, der er formand for Dansk Folkeparti.
»Tyskerne har differentieret moms, og svenskerne har lige sænket deres fødevaremoms, så jeg vil have statsministerens svar på, hvorfor hun stædigt holder fast i, at Danmark nærmest skal være verdens dyreste land at købe ind i,« siger han.
Christian Rabjerg Madsen, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet, har ellers argumenteret for, at SVM-regeringen i den kommende finanslov vil give danskerne flere penge i hænderne.
Det skal blandt andet ske ved, at der i to år er en langt lavere el-afgift og en fjernelse af chokoladeafgiften og kaffeafgiften.
»Heldigvis sætter vi ind med afgiftslettelser, lavere el-afgift (i en periode på to år red.), skattelettelser og ældrecheck, så danskerne får flere penge mellem hænderne. Samlet vil flere få mere ud af det, end hvis vi sænkede fødevaremomsen,« sagde han 13. oktober til B.T.
Det giver Morten Messerschmidt ikke meget for.
»Jeg synes, at det er paradoksalt og helt vildt, at når der endelig gives skattelettelser til det arbejdende folk, så må de bruge på fødevarer, der er steget så meget i pris,« siger DF-formanden.
For en måned siden meldte Mette Frederiksen dog ud, at regeringstoppen har igangsat et arbejde, der i sidste ende skal udmønte sig i et system, som kan håndtere forskellige momssatser.
Og det kan godt tage tre år at indføre et nyt it-system, der gør det muligt at sænke momsen på nogen ting.
»Nu har Mette Frederiksen siddet ved magten i seks år, så jeg undrer mig meget over, hvorfor det først sker nu, at der ses på et nyt it-system til differentieret moms, når de kan finde ud af det i resten af Europa,« siger Morten Messerschmidt.
Går til den om udlændinge
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, vil dog ikke bruge sin spørgetid på fødevarer i den her omgang.
Hun vil i stedet komme til at fokusere på at stille kritiske spørgsmål om udlændinge.
»Jeg kommer til at spørge til udlændinge i dag,« skriver hun på sms til B.T. uden at uddybe, hvad hun konkret vil spørge om vedrørende udlændinge.
Hele spørgetimen med Mette Frederiksen kan følges LIVE på B.T.