En topsocialdemokrat reagerer nu på, at Niels Hansen og Susan Kjær, der altid har stemt på Socialdemokratiet og bor i en normal S-højborg, nu for første gang sætter deres kryds ved et andet parti, når der næste gang er valg. 

Begge har nævnt de eksploderede fødevarepriser, som en afgørende faktor for den store beslutning. 

»Jeg kan jo se, at priserne for maden bare bliver ved med at stige, og de siger, at de vil gøre noget ved momsen på fødevarerne, men jeg kan jo ikke se, at der sker noget,« lød det fra 52-årige Niels Hansen, da B.T. mødte ham ved en parkeringsplads i Ballerup. 

Susan Kjær udtalte, at statsminister Mette Frederiksen snakker rigtig meget om priserne og en mulig nedsættelse af momsen på fødevarerne.

»Det er jo en børnehave, når der bare snakkes og snakkes, men der gøres ikke noget,« sagde Susan Kjær, der også bor i Ballerup, hvor rigtig mange stemmer på Socialdemokratiet. 

De to er langt fra ene om at fravælge Socialdemokratiet ved næste valg.

Ifølge den seneste meningsmåling fra Epinion for DR står Socialdemokratiet til 20,9 procent af vælgerne. 

Det er et fald på 6,6 procent i forhold til valget i 2022.

'Forstår frustrationen'
Christian Rabjerg Madsen, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet, anerkender deres raseri over priserne. 

»Jeg kan godt forstå frustrationen over, at fødevarer er blevet så dyre,« skriver han på sms til B.T. og tilføjer:

»Heldigvis sætter vi ind med afgiftslettelser, lavere el-afgift (i en periode på to år red.), skattelettelser og ældrecheck, så danskerne får flere penge mellem hænderne. Samlet vil flere få mere ud af det, end hvis vi sænkede fødevaremomsen.«

Christian Rabjerg Madsen (S) forholder sig til kritikken fra to mangeårige S-vælgere.
Christian Rabjerg Madsen (S) forholder sig til kritikken fra to mangeårige S-vælgere. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge meningsmålingen fra DR, så står Dansk Folkeparti til at få 12 procent af vælgerne.

Det er 9,4 procent flere end ved sidste valg, og ved målingen svarer 14 procent af dem, der nu siger, at de vil stemme på DF, at de før stemte på S.

Sporteknikeren Niels Hansen er en af dem, der nu vil stemme på Dansk Folkeparti, og det glæder DF-formand Morten Messerschmidt.

»Socialdemokratiet har svigtet på fødevarepriserne, hvor de stadig nægter at halvere fødevaremomsen og fjerne de tossede punkt- og klimaafgifter,« skriver Messerschmidt og tilføjer:

»Og i stedet for at løse danskernes problemer, bruger Socialdemokratiet mere tid på at føre smædekampagne mod mig og Dansk Folkeparti. Det er faktisk latterligt.«