Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ønsker statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om de slettede sms'er i Statsministeriet.

Det siger han, efter at Mette Frederiksen torsdag forklarede flere medier, at hun var blevet rådgivet til at igangsætte en automatisk sletning af sine sms'er efter 30 dage.

Den automatiske sletning betyder, at Minkkommissionen som udgangspunkt er afskåret fra at undersøge en del af kommunikationen i dagene omkring beslutningen om at aflive mink i Danmark.

»Der er mange spørgsmål, der rejser sig. Det er rimeligt, at Folketinget får at vide, hvornår den automatiske sletning er igangsat, og hvem der har rådgivet hende til at gøre det,« siger Thulesen Dahl.

Han ønsker, at statsministeren forklarer sig i et samråd i Udvalget for Forretningsordenen. Det er dog op til statsminister Mette Frederiksen, om hun vil stille op til samrådet.

/ritzau/